Lokalt golftalent klar til OL
Golf-Nanna-copy.jpg
Nanna Koerstz Madsen sikrede sig efter en flot indsats ved Tipsport Golf Masters i Tjekkiet. Foto: Privatfoto
Golf 21-årige Nanna Koerstz Madsen fra Smørum er udtaget til at repræsentere Danmark ved OL i Rio.

Nanna Koerstz Madsen leverede varen ved Tipsport Golf Masters på Ladies European Tour i weekenden med en fantastisk sejr på hele fem slag. Dermed satte Nanna sig solidt på den anden danske plads i damefeltet til OL i Rio. Den første plads er i forvejen besat af Nicole Broch Larsen fra Hillerød.

OL udtagelsen sker formelt først den 11. juli, men næste turnering på LET spilles først 22-24. juli i Skotland, så det var sidste mulighed for at tage afgørende afstand til forfølgeren til OL-pladsen, Emily Kristine Pedersen, der er Nannas mangeårige klubkammerat fra Smørum.

Inden turneringen var Nanna blot 0,04 point foran Emily på verdensranglisten, så der var på forhånd en kamp i kampen, som uanset resultatet i hovedturneringen, kunne blive afgørende for OL-deltagelsen.

»Det er med en god fornemmelse i maven, at vi snart tager til OL – for med sejren i dag (søndag, red) til Nanna, så vil det med meget stor sandsynlighed være lutter europatour vindere, der endeligt udtages til OL. Kan man vinde på dette niveau, så er en OL-medalje ikke uopnåelig – men det kræver selvfølgeligt at formen rammes i den helt rigtige uge,« siger Claus Mølholm, elitechef i Dansk Golf Union.

Mange afbrydelser

Vejrguderne var ikke med arrangørerne i weekendens turnering i Tjekkiet, og der var flere regn- og tordenvejrs-afbrydelser i løbet af de tre runder, og med fire huller og et kort putt på 14. green tilbage i finalerunden måtte spillerne atter vente på bedre vejr.

Nanna Koerstz Madsen bevarede hovedet koldt og putteren varm og sank birdie-puttet, der gav hende fire slags forspring. En birdie på 17. sørgede for fem slags forspring op ad 18. hul og mon ikke, der var overskud til at nyde turen og triumfen.

Nanna havde en fantastisk »rookie-sæson« i 2015 med fire top 5 resultater og fra starten af denne sæson viste hun med en andenplads i New Zealand Women’s Open at sejren måske ville komme snart. Med sejren bliver Nanna den sjette dansker, der har vundet på Ladies European Tour og i alt er der vundet 12 gange, skriver Dansk Golf Union i en pressemeddelelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *