Send far i garagen
genbrug_5.jpg
Poul Badura er én af de mange frivillige i Røde Kors’ genbrugsbutik på Præstevænget i Ballerup. Foto: Flemming Schiller
Genbrug Genbrugsbutikken på Præstevænget er blevet sat i stand og har udvidet med en lille ’’far-butik’’ i de tilhørende garager.

Der er livlig trafik ved indgangsdøren til Genbrugsbutikken på Præstevænget 20 i Ballerup, klokken har lige passeret 10 og de frivillige har travlt med at ekspedere kunder og tage imod varer fra folk, der lige kommer forbi med en pose tøj, et gammelt fotografiapparat eller andet sjovt, de har fundet hjemme i gemmerne og nu gerne vil donere til butikken.

Det er Røde Kors, der driver genbrugsbutikken på Præstevænget, i tilknytning til butikken har Ballerup Kommune et beskæftigelsesprojekt, der fungerer som kørselshold for genbrugsbutikken. De kører på genbrugsstationen og hjem til private for at hente og bringe varer til og fra butikken.

Røde Kors overtog

Bygningen der huser genbrugsbutikken var tidligere materielgård for kommunen, og man har bevaret det særprægende udtryk med de store blå vinduespartier, som gør sig godt som udstillingsvindue, men knap så godt som værn mod kulde og blæst.

Galleri: Se billeder fra butikken

»Kommunen har ikke længere noget med selve butiksdriften at gøre, vi overtog det helt i sommeren 2015,« fortæller Poul Badura, der er en af butikkens mere end 30 frivillige.

Tidligere drev kommunen butikken som beskæftigelsesprojekt i dagtimerne frem til klokken 15, hvorefter Røde Kors overtog, men siden sidste sommer har Røde Kors overtaget butikken helt.

Derfor har lokalerne i løbet af det sidste halve år fået den helt store overhaling, så den er kommet til at ligne de øvrige butikker i kæden.

»Der er blevet malet, lagt gulvtæppefliser, sat nye reoler op, og så har vi rykket lidt rundt på tingene her i butikken. Vi synes selv, at det er blevet rigtig godt,« fortæller Poul Badura og viser rundt i den nye porcelænsafdeling, der er det første man møder, når man træder ind i butikken.

»Vi er også næste færdige med vores nye, flotte bibliotek med bøger og musik,« tilføjer han og peger ind i et lille lokale til venstre for indgangen, hvor der er fyldt godt op med læsestof til de næste mange år.

Næste lokale er fyldt med tøj, sko og legetøj, mens det bagerste, store lokale er fyldt med møbler, elektronik og andre større ting.

Men det er ikke det eneste nye, som Poul Badura vil vise frem. Han har nemlig sit helt eget lille hjertebarn, men det gemmer sig ’ude bagved’, som han siger.

Fars garage

’Ude bagved’ viser sig at være rækken af små garager, som Poul velvilligt åbner én efter én. De er alle godt fyldt op med møbler og andre større ting, som der ikke lige er plads til i butikken.

»Og nu skal du bare se,« siger Poul og lukker den sidste blå garageport op – Garage 1.

»Jeg kalder konceptet for ’Når far har fri’,« siger Poul Badura og inviterer glad indenfor i garagen, som er svær at beskrive. Den er fyldt med alt sådan noget, som man lige står og mangler. Forskellige beslag, værktøj, et par meter vaskemaskineslange, ledninger i lange baner, en vandhane. Alt i fin stand – og flere af tingene i originalemballage.

Det er Poul Baduras helt eget projekt og meningen er, at den lille Garage 1 skal holde åbent hver fredag klokken 12-17 og lørdag 10-14.

»Jeg er meget spændt på, hvordan det vil blive modtaget. Garagen er nødt til at være bemandet. Der er alt for mange småting, som lige kan ryge i folks lommer, så der skal være en medarbejder herude hele tiden, når den er åben,« forklarer Poul, der glæder sig til at byde kunderne indenfor på fredag.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *