Politiet rykkede ud af Ballerup
lukkedag11.jpg
Flyttefolkene kører med de sidste ting fra nærpolitistationen i Ballerup. Nu skal folkene, indtil videre, til Gladsaxe. Foto: Flemming Schiller
Lukning Nærpolitistationen i Ballerup er nu lukket. Personalet er flyttet til Gladsaxe, men indsatsen forbliver som hidtil, lover politiet.

Det er ikke fordi, nærpolitistationen i Ballerup har været det meste besøgte sted for almindelige borgere de seneste år. Ekspeditionstiden var i forvejen stort set forsvundet, men nu er det i hvert fald slut.

Tirsdag i den forgangne uge rykkede flyttefolkene ind og tog de sidste skriveborde og arkivskabe med, mens politifolkene rykkede ud af lokalerne i Ballerup og ind i de midlertidige lokaler i Gladsaxe, som skal være deres arbejdsplads, indtil der findes permanente lokaler til lokalpolitiet.

Dermed er en æra slut og begrebet nærpolitistation er ikke-eksisterende i Ballerup. Men ifølge leder af lokalpoltiet i Ballerup, Lars Lypart, skal man ikke være så ked af det.

Faktisk en styrkelse

»Det får reelt ikke nogen betydning for indsatsen i Ballerup. Vi lægges sammen med Gladsaxe og Herlev og indtil videre holder vi til i Gladsaxe. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi har afgivet folk til Rødby og København, så bemandingen lokalt har i forvejen været presset. Nu har vi faktisk muligheden for at være flere til stede på samme vagt og tage sammen ud på patruljer i de forskellige områder. Så jeg vil faktisk fastholde, at det er en styrkelse, at vi nu er rykket sammen,« siger Lars Lypart.

Han fortæller, at der nu er flere kolleger til stede ved morgenbriefingen og at der også er mulighed for at man kan være flere af sted på patrulje sammen. Det har også en betydning for indsatsen.

En enkelt sag

»Bemandingen har jo ikke været voldsom stor lokalt i forvejen, så vi er vel ikke mere til stede lokalt end hidtil. Men vi er mere mobile. Samtidig kan jeg ikke forsvare, at have en lokal politistation, hvor der stort set ikke er nogen, der bruger den. Vi skar ekspeditionstiden ned for snart et år siden og vi har kun haft en enkelt sag om en lovovertrædelse. Ellers har de få henvendelser handlet om straffeattester. Så på den måde kan man ikke sige, at lukningen har nogen praktisk betydning,« siger Lars Lypart.

Han kan endnu ikke afsløre, hvor lokalpolitiet fremover vil holde til permanent, men der tages snart en beslutning, og så bliver det meldt ud til borgerne, hvor Lokalpoliti Nord, skal holde til i fremtiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *