Vandet siver stadig i stationstunnelen
tunnel-under-stationen-copy.jpg
Der er ofte vådt på trapper og på gulvet i gangtunnelen under Ballerup Station. Vandet siver ud og selvom det er blevet påtalt flere gange, så sker der ikke noget. Foto: arkivfoto
Trods flere henvendelser, så siver der stadig vand ud i stationstunnelen ved Ballerup Station. Ballerup Kommune opfordrer utilfredse borgere til at bruge den nye app som dokumentation.

Flere gange i de senere år har borgere klaget over, at der løber vand ud i gangtunnelen under Ballerup Station. Det betyder våde sko og ikke mindst temmelig ulækre omgivelser i den i forvejen ikke ophidsende gangtunnel.

Senest i september måned, hvor flere borgere henvendte sig til Ballerup Bladet og påpegede, at der stadig siver vand ind i tunnelen.

Dengang svarede Lars Algreen, som er afsnitsleder i Ballerup Kommunes Teknik- og Miljøafdeling, at der ville blive taget hånd om sagen, idet kommunen ville gå videre til Banedanmark, der står for vedligeholdelsen af tunnelen. Men intet er sket siden.

»Det er faktisk ti år siden, at jeg første gang lagde mærke til det. Jeg har flere gange henvendt mig til Ballerup Kommune, men det er tydeligt, at det strander et sted mellem Ballerup Kommune og Banedanmark. Senest blev det påpeget igen for fem måneder siden, men intet er sket. Det kan godt være, at der er en uenighed om, hvem der skal gøre noget, men det er utroligt, at ingen gør noget,« siger Bent Danielsen, som altså har fulgt sagen længe.

Brug den nye app

Hos Ballerup Kommune er der også lidt frustration over, at der ikke er kommet skred i tingene.

»Vi har kontaktet Banedanmark flere gange, men der sker ikke rigtig noget. Vi vil gerne opfordre til, at folk bruger vores nye app. Med den kan man også tage billeder og dermed dokumentere, at der er et problem. Det er godt for os, når vi skal ’forhandle’ med eksempelvis Banedanmark i denne sag,« siger Lars Algreen.

Han kan godt forstå, at folk undrer sig over langsommeligheden.

»Det er desværre ikke sådan, at der bare sker noget, når vi henvender os. Vi skal følge op på det, ligesom andre samarbejdspartnere vi har. De prioriterer og derfor skal vi hele tiden være over dem. Men jo mere dokumentation vi har, jo bedre er det,« siger Lars Algreen, der håber, at der snart sker noget i sagen om det ulækre vandspild i gangtunnelen.

Det sejler stadig

Det ser da også ud til, at der sker noget i sagen. Det viser sig nemlig, at det ikke er Banedanmark, der har ansvaret for tunnelen. De henviser til DSB, som efter er par ugers ’betænkningstid’ vender tilbage med et svar om udviklingen i sagen.

»Vi har forsøgt at udbedre det, men det har ikke hjulpet. Så nu har fået vi et tilbud på udskiftning af en pumpestyring. Der sidder nemlig nogle pumper i forbindelse med disse tunneler, og det kunne se ud som om, at den ikke virker. Hvis det heller ikke hjælper, så må vi gå til plan B, som vi ikke har endnu,« siger Niels Dam, chef for bygherrer og ejendomme i DSB.

Han erkender, at de stigende regnmængder, generelt er et problem i mange ejendomme hos DSB såvel som hos andre, men at der ikke er nogen lette løsninger.

»Vi kan ikke bare sikre alle ejendomme mod stigende regnmængder med et snuptag. Det kræver en stor indsats. Men nu prøver vi altså denne løsning og ser, om det virker,« siger Niels Dam.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

1 kommentar om “Vandet siver stadig i stationstunnelen”

  1. Kirsten Skipper siger:

    Jeg bliver nødt til at sige, at der har været fugtig eller vådt i den tunnel lige siden min forældre flyttede til Ballerup i 1957. Det er tilsyneladende et fast problem, som ingen rigtig har villet tage stilling til i mange år. Det bliver sjovt at følge sagen nu, hvor kommunen holder fast i at der skal ske noget 🙂 Tak for det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *