Ragnisvænge er et fredet, grønt og lidt vildt naturområde ved Syvendehusvej i Ballerup Kommunes nordøstlige hjørne.
Området er populært blandt kvarterets beboerne, også blandt børnene, som bygger huler og leger under de høje gamle træer.
Nu vil Ballerup Kommune ændre fredningen og bebygge området. Forslaget kommer fra den private bygherre Eco Village, som vil bygge 14 bygninger med i alt 42 husstande med dertil hørende parkeringspladser.
I sit debatindlæg med overskriften ’Ragnisvænge – en grøn forbindelse’ skriver formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Ballerup, socialdemokraten, Helle Tiedemann: »Det er intentionen, at den biologiske mangfoldighed i stedet skal højnes.«
Hvordan den biologiske mangfoldighed skal højnes ved at bygge 14 bygninger med haver og parkeringspladser kan være svært at gennemskue. Det lyder noget dobbeltmoralsk, og man fristes til at tænke, at det er samme »pæne indpakning«, der anvendes, når bygherren Eco Village, der står bag projektet skriver om sine visioner på firmaets hjemmeside:
»Det er en ramme om dit liv, der giver fællesskab og økonomisk råderum, med respekt for naturen.« Samtidig med at de arbejder på at bebygge en unik, fredet naturgrund.
Til Helle Tiedemann: Er du rar at uddybe, hvordan du vil højne den biologiske mangfoldighed i Ragnisvænge ved at bygge huse og parkeringspladser????