Kan man stole på Socialdemokraterne?
Debat Det var dejligt at læse borgmesterens udmelding i Ballerup Bladet i sidste uge.

Det var dejligt at læse borgmesterens udmelding i Ballerup Bladet i sidste uge om, at de lokale iværksættere fremover får væsentlig bedre rådgivning, idet iværksætterkurserne, som afholdes i samarbejde med Gladsaxe Kommune, nu flyttes fra Gladsaxe Rådhus, hvor kurserne hidtil har været afholdt, til Væksthus Hovedstadens Iværksætterhuset.

I valgkampen var vi netop ude at kritisere iværksætterkurserne, som der var flere eksempler på ikke fungerede tilfredsstillende. Men det virkede ikke som om, at Socialdemokraterne tog kritikken til sig, men forsvarede ordningen.

Men nu er valget overstået, og så kan der åbenbart ske noget. Vi er selvfølgelig glade for, at der er lyttet til vores kritik og at iværksætterne nu kan se frem til en mere kvalificeret rådgivning, selv om vi måtte vente lidt tid.

Sagen får mig dog til at tænke på forrige valgkamp for fire år siden, hvor den daværende borgmester afviste vores kritik af kommunens dårlige økonomi med ordene om, at det skam var en sund økonomi for kun få måneder efter valget at lancere en gigantisk spareplan, som man ikke havde set magen til i mange år.

Ligner det et mønster?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *