Tidligere ansat advarer mod nedskæringer i psykiatrien
Simon-Bak.jpg
»Efter min opfattelse svigter man de allersvageste mennesker i vores samfund ved at skære så voldsomt på dette område,« siger Simon Bak Jørgensen. Foto: privatfoto
psykiatri Tidligere ansat i Ballerup socialpsykiatri advarer mod store nedskæringer. Det er de allersvageste man rammer og det kan ende farligt, siger han. Kommunen afviser.

Når indlagte psykiatriske patienter bliver udskrevet tager den kommunale socialpsykiatri over. Her efterbehandler man patienterne og sørger for, at de tager deres medicin, at de møder op til samtaler og man følger i det hele taget op på patienternes ve og vel.

Men i den seneste tid er der blevet skåret meget ned i socialpsykiatrien, blandt andet har man kun et år efter oprettelsen, fjernet krisetelefonen og nu har Ballerup Kommune igen svunget sparekniven over psykiatrien. En stor sparerunde skal fjerne i omegnen af 10 medarbejdere i socialpsykiatrien, og det er ifølge en tidligere ansat i Kompetenceteamet en meget farlig udvikling.

Svigter de svageste

»Efter min opfattelse svigter man de allersvageste mennesker i vores samfund ved at skære så voldsomt på dette område. Det er mennesker, som ofte er opgivet af alle. Af familie og det omgivende samfund. Det er også mennesker, der i mange tilfælde er medicinkrævende og hvor det er vigtigt, at de får deres medicin og at der bliver fulgt op på dem. Ellers kan det potentielt være farligt,« siger Simon Bak Sørensen, som i fire år arbejdede i Ballerup Kommunes Kompetenceteam og som har arbejdet med mange psykiatriske patienter.

»I dag er mange patienter så dårlige, når de udskrives fra de psykiatriske hospitaler, så de har et stort behov for opfølgning og styring. Nu skærer man så dybt, det er helt uanstændigt, mener jeg. Jeg anerkender, at man kan rette til og at der er behov for at tænke nyt. Men den måde man griber den an på, er helt galt,« siger Simon Bak Sørensen.

Handler om patienterne

Han understreger, at hans advarsel ikke hænger sammen med, at han selv er blevet afskediget for kort tid siden.

»Jeg har fået et nyt job og har været glad for de år, jeg har haft i Ballerup socialpsykiatri. Det handler slet ikke om mig. Det handler om, at man fra politisk side melder ud, at man vil gøre en masse for de svageste, at man vil tilføre ressourcer og den slags og i stilhed så skærer ned på personalet i en voldsom grad på et område, der i den grad skriger på personale. Denne sparemanøvre er bestemt ikke noget, som Ballerup Kommune har være åbne om. Men det har store konsekvenser, ikke bare for personalet, men i særdeleshed for patienter og i sidste ende borgerne,« siger Simon Bak Sørensen.

Han frygter at den manglende bemanding kan føre til, at psykisk syge isolerer sig og at de endda kan glemme at tage deres medicin. Det kan i værste fald føre til livsfarlige episoder, ganske som man har set på bosteder i den seneste tid.

»Jeg vil først og fremmest tale patienternes sag. Dem er der ingen som taler for. Men det er også for at advare om, at man i værste fald risikerer overfald og livsfarlige episoder i forhold til almindelige borgere. Jeg forstår slet ikke, at i en tid hvor der netop bliver snakket om sikkerhed på bosteder og psykisk syge har angrebet ansatte, at man kan lade dette ske,« siger Simon Bak Sørensen.

Hænger ikke sammen

Simon Bak Sørensen har selv oplevet voldsomme episoder med patienter, der har angrebet ham med samuraisværd eller har splittet en lejlighed ad, fordi patienten var overbevist om, at PET lå på lur. Alt sammen noget, som personalet er trænet til at håndtere, men som nu bliver beskåret kraftigt.

»Det er da et paradoks, at man i en socialdemokratisk kommune sparer på de allersvageste. Jeg ved godt, at der skal prioriteres, men voldsomheden og den lukkethed, der er omkring det her er helt forkert. Det hænger simpelthen ikke sammen,« siger Simon Bak Sørensen.

Pengene passer ikke

Men hos den politisk ansvarlige på området, formand for Social- og Sundhedsudvalget, Lolan Ottesen (A), bider kritikken ikke.

»Det er rigtigt, at vi skal af med 8-9 stillinger. Det er ikke sikkert endnu, hvor det kommer til at ramme, for beslutningen er helt ny (i onsdags, red.). Men det viste sig, at vi havde ansat en række pædagogiske medarbejdere i flere projekter i faste stillinger. Men det hang ikke sammen med budgettet, så derfor har vi været nødt til at tilpasse staben til budgettet. Det er rigtig ærgerligt, men økonomien skal hænge sammen,« siger Lolan Ottesen.

Hun mener ikke, at de store indhug i staben vil gå ud over sikkerheden.

»Der vil ikke være en sikkerhedsrisiko, som jeg ser det. Der vil stadig være tilknyttet støtte-kontaktpersoner, der skal sørge for medicin. Men jeg er ikke inde i detaljerne, for som nævnt er beslutningen meget ny,« siger Lolan Ottesen.

Det er voldsomt

Direktør med ansvar for Social- og Sundhed, Mette Vaaben Mortensen erkender, at tilpasningen kan opleves som voldsom, men at det ikke vil få nogen betydning for sikkerheden.

»Det handler ikke om en sparerunde. Det er tale om et antal ansættelser, der har været finansieret via nogle puljemidler og andre indtægter. Men puljer og indtægter er ophørt og derfor skulle man for længe siden have rettet til. Det har man ikke gjort, og derfor kommer det nu på en gang og det kan virke voldsomt, det er klart. Men vi fastholder et serviceniveau, der stadig er som man kender det,« siger Mette Vaaben Mortensen.

Hun afviser også, at der skulle være nogen sikkerhedsmæssige konsekvenser af tilpasningen af mandskab.

»Der er ikke, som jeg ser det, nogen fare for sikkerheden. Det er generelt set ikke den borgergruppe, som vi har med at gøre, hvis du sammenligner med de ulykkelige sager fra bostederne. Det er naturligvis ofte medicinerede borgere, men vi mener bestemt ikke, at det betyder noget for sikkerheden,« siger Mette Vaaben Mortensen. Hun erkender dog, at der vil ske ændringer i indsatsen.

»Før havde vi individuelle forløb med hver enkelt borger, nu er der gruppeforløb. Men vi foretager fortsat en individuel vurdering, og hvis en borger har behov for anden støtte og opfølgning, så gennemfører vi det. Det skal ikke gå ud over socialpsykiatriens indsats generelt,« siger Mette Vaaben Mortensen, der især peger på mere frivillig indsats og samarbejde med andre psykiatriske tilbud, som en del af den nye måde at arbejde på i Ballerups socialpsykiatri.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *