Bevar det fredede areal, Ragnisvænge
Debat Ballerup Kommune har udarbejdet en lokalplan til bebyggelse af området Ragnisvænge sammen med et arkitektfirma med fremvisning af tegningsprojekter til bebyggelse med mere.

Kommunen havde indkaldt til dialog møde med beboerne i området torsdag den 26. maj på Hareskovens Lilleskole. Tilstede var repræsentanter fra kommunen med lidt kendskab til området. Områdets beboere var mødt talstærkt op og nogle måtte gå igen, da der ikke var plads nok.

Under mødet var der kraftige protester med mere. En repræsentant fra kommunen antydede, at de højttalende beboere skulle forlade mødet, hvis ikke de tav. Dette blev det ikke mindre højlydt af.

Jeg har boet i området siden 1957. På det tidspunkt var der en stor mose omkranset af stor træer og buske. I mosen var der forskellige salamandere, tudser og frøer. For enden af mosen var der en bæverfamilie, hjortevildt, rådyr, fasaner, fugle og nattergale.

På Ragnisvænget lå en spejderhytte, således at unge fra byen kunne opleve naturen. Denne hytte blev afviklet af kommunen. Mosen blev pumpet tom for vand og grundvandsstanden blev sænket. Entreprenøren i området fik tilladelse af kommunen til at aflæsse jord og byggeaffald i mosen.

Grundejerforeningerne i hele området førte en fælle sag mod kommunen for at fastholde fredningssagen 1957/1984/1985. Kommunen forsøgte at omstøde fredningsdeklarationen.

I foråret 2016 blev der nedgravet en meget stor og dyb brønd. Ingen beboere er blevet orienteret med formålet med brønden. De fleste beboere i området ønsker at bevare det fredede areal. Det er meget anvendt af beboerne, børn og børnebørn.

1 kommentar om “Bevar det fredede areal, Ragnisvænge”

  1. Anders siger:

    Det er uheldigt at kommunen igennem en årrække enten ved passivt ikke at foretage indgreb mod skadelig brug af området eller sågar aktivt gennem dræning, nedgrave brønde kan ændre områdets karakteristika i en sådan grad at det ikke længere lever op til fredningsdirektiverne.

    Kommunen benytter i materialet netop den argumentation at området ikke længere er af en sådan “kvalitet” at det lever op til kravene om fredning (der nævnes at det grønne område i det store hele er med “tør bund”).

    Jeg forstår udmærket det kommunale ønske om flere skattekroner – men man må i sådan en sag ikke nøjes med at se udelukkende på situationen i dag – men de tilløb, der har været over en årrække som har ændret det grønne områdes karakteristika.

    Jeg er overbevist om at man ved en indsats for at genoprette “mosen” vil se at området igen opfylder kravene om fredning. Alle skal have lov til at blive klogere – det har vi set i forbindelse med udretning af å’er og vandløb samt efterfølgende genopretning af å’er og vandløbs naturlige forløb.

    Dernæst er jeg enig i betragningen om at vi ikke i kvarteret har behov for yderligere trafik på en i forvejen trafikeret vej – især mht. skolebørn der krydser over vejen på vej mod både Egebjerg og Hareskovens lilleskole.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *