Firbenede gæster på Skovlundes plejecentre
COLOURBOX4612574-copy.jpg
Trygfonden har et helt korps af besøgshunde. To af disse er nu koblet på plejecentrene i Skovlunde, hvor de sammen med deres ejer besøger de ældre beboere. Foto: Colourbox
ældre På plejecentrene Rosenhaven og Lundehaven i Skovlunde har de fået tilknyttet en lille, lodden besøgsven.

Dyr spreder glæde på plejecentre, har man erfaret på både Rosenhaven og Lundehaven i Skovlunde. Beboerne på Rosenhaven har haft en lille huskanin og på Lundehaven er to undulater flyttet ind – til stor glæde for beboerne.

Men takket være Trygfondens korps af besøgshunde er der nu også etableret samarbejde med to hundeejere, der besøger de ældre på plejecentrene med deres hunde.

»Dyr har en fantastisk indvirken på beboerne. Især oplever vi hos mange af de demente, at det giver dem en dejlig ro at få besøg af en lille hund,« siger Malene Foss Svalling, der er frivilligkoordinator på plejecentrene og har taget initiativ til at få etableret besøgshundeordningen i Skovlunde.

»Helt konkret oplevede vi på Rosenhaven, at der flyttede en beboer ind, som havde haft hund hele sit liv, og han var meget ked af, at han ikke længere havde en hund og savnede det meget,« fortæller Malene Foss Svalling.

Hun tog derfor kontakt til Trygfonden og søgte om at få en besøgshund til den pågældende beboer.

Besøgshunden og dens ejer var på første besøg på Rosenhaven i sidste uge, og det gik rigtig godt, fortæller frivillighedskoordinatoren.

Gruppebesøg

Også Lundehaven får en besøgshund – her er den dog ikke knyttet til en bestemt beboer, men besøger en hel gruppe. Det kan plejecenter og ejeren af besøgshunden selv koordinere alt efter behov.

»Vi får både besøg af hunden og dens ejer, og de er der omkring halvanden til to timer en gang hver tredje uge indtil videre, forklarer Malene Foss Svalling.

Håbet er dog at finde endnu flere besøgshunde, så der kan komme firbenet visit lidt oftere.

»Jeg har allerede sat dem i gang med at søge efter flere hunde,« griner Malene, der håber at der måske sidder nogle lokale rundt omkring, der kunne have lyst til at melde sig til Trygfondens korps af besøgshunde.

»For os på plejecentrene handler det rigtig meget om at åbne op og lukke folk ind – på beboernes præmisser, naturligvis. Da mange af vores beboere ikke selv kan komme ud, er det jo rigtig dejligt, at vi har så mange frivillige, der vil komme til os i stedet, siger Malene Foss Svalling og tilføjer, at der stort set hver dag er en eller anden form for aktivitet drevet af frivillige på de to plejecentre.

 

Faktaboks: Om Trygfondens besøgshunde

TrygFonden Besøgshunde er et korps af frivillige hundeejere og deres hunde, som besøger for eksempel plejehjem og bosteder.

Både hund og ejer er blevet godkendt af Trygfonden, som blandt andet kræver at hundeejeren har ren straffeattest og hunden kommer igennem en grundig undersøgelse hos både dyrlæge og adfærdssagkyndig, inden den godkendes.

Besøgshunden kan både komme på ’gruppebesøg’, hvor den færdes frit i et fællesrum, eller på en-til-en besøg, hvor den besøger én specifik beboer i dennes hjem.

Man kan læse meget mere om Trygfondens Besøgshunde på www.besogshunde.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *