Grantoften-tillidsmand: Lærere mangler opbakning
Grantofteskolen-02-copy-1.jpg
Det er indimellem en hård hverdag, som lærerne på Grantofteskolen møder op til. Men ifølge tillidsmand Jens Lund, føler mange, at de står alene med problemer, der ikke rigtig bliver taget hånd om. Foto: Kenn Thomsen
arbejdsmiljø Der er lang vej til en velfungerende hverdag på Grantofteskolen. Tillidsmand beretter om hyppige overskredne grænser og for lidt ledelsesmæssig styring og pædagogisk retning.

I sidste uge skrev Ballerup Bladet om de påbud, som Baltorpskolens Grantoften-afdeling har fået igennem længere tid. Vold, trusler og verbale overfusninger har igennem længere tid været standarden og derfor har Arbejdstilsynet været inde med påbud om at gøre noget ved situationen.

Sådan har det været i mange år, men den nye skoleledelse med Henrik Langer Carlsen i spidsen forsikrer i avisen, at man er ved at løse problemet via en ekstraordinær indsats.

Læs artiklen fra sidste uge: Skole satser hårdt på bedre arbejdsmiljø efter flere påbud

Men hos lærerne har man svært ved at genkende det billede om, at der er lys forude og at man gør en stor indsats for at bedre arbejdsmiljøet, som distriktsskolelederen fremmaner i artiklen. Her oplever man en ekstremt presset hverdag med hyppige overskredne grænser, store ledelsesmæssige svigt og manglende pædagogisk retning og opbakning.

Det siger tillidsmand på Grantofteskolen, Jens Lund, som er talerør for de mange pressede lærere på skolen.

Normerne skrider

»Der er indberettet 19 tilfælde af fysisk og psykisk vold i 2015. Men der er langt flere, som aldrig bliver indberettet. Det er næsten dagligt, at vi oplever den slags. Især verbale overfusninger er udbredt. Det er helt klart, at normerne skrider,« siger Jens Lund, som baserer sine udtalelser på opgjorte tal for 2015 og for de mange faglige samtaler og møder, han har haft med lærere i løbet af 2015.

Han kan ikke genkende de beskrivelser af specielle arbejdsmiljøgrupper, som ifølge distriksskoleleder Henrik Langer Carlsen skulle være nedsat med henblik på at forbedre arbejdsmiljøet.

»Der er den arbejdsmiljøgruppe, som skal være på skolen, og den gør, hvad den kan, men det er ikke en rimelig forventning at have, at den skal kunne rette op på situationen. Der er brug for hjælp udefra. De specielle grupper, som ledelsen fortæller om, kender hverken jeg eller mine kolleger,« siger Jens Lund, der har en række konkrete kritikpunkter mod skolens drift.

Manglende retning

»Lærerne efterlyser en pædagogisk retning. De mangler hjælp til at håndtere konflikter og efterlyser ledelsens reaktioner på uacceptabel opførsel fra eleverne side. Der mangler klart en ensartet linje for, hvordan gør vi tingene på skolen. Det stritter i mange retninger, fordi ledelsen ikke håndterer tingene på samme måde. Det betyder, at lærerne ofte selv står med problemerne i dagligdagen og ikke har nogen at vende sig til,« siger Jens Lund.

Han fortæller også, at den kommunale indsats fra Center for Børn og Unge i mange tilfælde blot opfattes som en ekstra arbejdsopgave i stedet for en hjælp.

»Lærerne oplever ikke, at der er et fælles fundament for konflikthåndtering. Det betyder, at man i mange tilfælde selv som lærer må finde på noget i situationen. Det er lærerne heldigvis gode til, men det er en meget uhensigtsmæssig situation, som giver meget stress og et urimeligt pres. Samtidig er der for lidt forebyggelse og opfølgning på stress. Der er en udbredt opfattelse af, at man står meget alene med sine udfordringer. i hverdagen og primært kan finde støtte hos sine kolleger,« siger Jens Lund og fortsætter.

»Det opleves, at der mangler en ledelsesmæssig rød tråd og det er et meget stort problem. Det er bestemt ikke blevet bedre af, at man lagde skolerne sammen og ledelsens opgave har også været uoverskuelig. Man kan få den tanke, at det ikke har stået klart for den nye ledelse, hvilke udfordringer vi står med. Vi drøfter det ofte i lærergruppen, fordi det naturligvis påvirker både lærere og elever. Presset og de manglende værktøjer går jo ud over både lærere og alle elever. Både de elever, som har brug for hjælp, og som ikke kan få det og de velfungerende elever, der skulle have lidt ekstra«.

For få ressourcer

Han håber, at man kan finde en bedre måde at få tingene til at fungere på, men han efterlyser, i øvrigt ganske som ledelsen, flere ressourcer.

»Vi er en skole med mange elever, der har store udfordringer. Men vi har slet ikke fået tildelt de ekstra inklusionsmidler, som vi har brug for. Fordelingen er helt skæv, for der er skoler i Ballerup der har fået ekstra midler til inklusion, som de slet ikke har behov for, fordi de ikke har nær de samme problemer som Baltorpskolen. Så der mangler ressourcer og på det punkt er vi enige med ledelsen. Men det er jo i sidste ende et politisk spørgsmål. For Ballerup Kommune skal spare og derfor kan jeg godt synes, at det ser sort ud,« siger Jens Lund.

Truende udlængsel

Han vil ikke stille skrækscenarier op om, at lærerene flygter fra skolen, men han har da bemærket, at en del kolleger kigger sig om efter andre jobs.

»Jeg vil ikke sige, at jeg frygter flugt fra skolen. Men det er klart, at situationen er uholdbar og lærerne er pressede. Så er det klart, at man måske vil kigge sig om efter noget andet, det er helt menneskeligt,« siger Jens Lund.

Så selvom der angiveligt er en plan for at få et bedre arbejdsmiljø og undgå flere påbud fra Arbejdstilsynet på Baltorpskolen afdeling Grantoften, så er der tilsyneladende en stor kløft imellem ledelsens forestillinger om hverdagen og den opfattelse som lærerne står med i dagligdagen.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *