Lørdag stor den på stafet og søndag på langdistance med baner på op til 15 km i strålende varmt solskinsvejr.
Mesterskaberne foregik i Valby Hegn og Aggebo-Græsted Hegn i Nordsjælland. Her gik et stort antal løbere fra Ballerup Orienteringsklub til sagen i forsøget på at vinde hæder, ære og medaljer. Det lykkedes til fulde med mange gode placeringer.
Det var et svært terræn at finde vej i. En del væltede træer efter storm og kvas efter skovede træer gav visse forhindringer og tvang løberne til zig-zag kurs. Skoven vekslede mellem bakker, moser og grøfter, og ikke alt var lige let at løbe igennem. Der skulle tænkes godt og taktisk undervejs for at undgå de værste forhindringer og fælder.
Men udfordringerne både i stafetten og på de lange baner søndag klarede mange Ballerup-løbere rigtig flot. I lørdagens stafet blev det til fire guldmedaljer, og i søndagens langdistance blev det også til en del flotte placeringer med en guldmedalje, to sølv og tre bronzemedaljer.
Altså en samlet høst på fem medaljer af guld, to af sølv og tre af bronze. I sandhed en weekend med medaljeregn over orienteringssporten i Ballerup.