Måløv vandt 2-1 over Taarbæk
fodbold En fremragende modstander, en fremragende kamp, fremragende mål og ikke mindst et fremragende resultat for Måløv Boldklub.

 

Efter et skift fra dejligt sommervejr til efterårsvejr tog Måløv imod Taarbæk. Kim Wiborg var efter en kort pause tilbage på sidelinjen til at piske drengene fremad mod sejr. Som så mange gange før var spillerne ikke rigtig klar til start. Således var Taarbæk dominerende i kampens indledning, dog uden at være egentlig farlige.

Her skulle der et gult kort til Stumpe for at hjælpe modstanderen på vej. Måløv var en smule heldige med, at Taarbæk ikke fik sat føringsmålet ind.

Midtvejs i halvlegen begyndte Måløv at komme ind i kampen, og ud af ingenting hamrede en Taarbæk spiller bolden i kassen på frispark. Meget flot mål uden chance for Dolf i kassen.

Måløvspillerne fortsatte ufortrødent og kort efter kom Vladimir til baglinjen og leverede et super indlæg indover til Kim Finch, der meget flot satte den i kassen med en helflugter. 1-1.

I anden halvleg spillede Måløvdrengene det nok bedste spil i år, og det var helt fortjent at Julian midtvejs i halvlegen satte 2-1 føringen ind. Et af Måløvs varemærker er deres lange indkast. Denne gang fra Vladimir – og Julian kommer først på. Flot mål igen.

Kort før tid fik Måløvs Stumpe endnu et gult kort, der så betød marchordre. Så kom der lidt panik på igen og dommeren fandt otte minutters overtid, hvor Taarbæk naturligvis gik all in på at få sat en udligning ind. Men Måløvspillerne modstod presset og kunne fortjent hive de tre point hjem, hvilket bringer holdet op på en aktuel fjerdeplads.

Næste kamp er DBU pokalen hvor Måløv tager imod Gladsaxe Hero fra serie 1 tirsdag den 17. maj klokken 19 på Måløv Stadion.

Næste turneringskamp er mod rækkens nummer et Lundtofte allerede fredag klokken 18.30 i Lundtofte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *