Politi uge 18
døgnrapporten Her er sidste uges døgnrapport fra Københavns Vestegns Politi:

Brand i skur på Grantofteskolen

Torsdag den 5. maj klokken 13.19 kom en anmeldelse om, at der var brand i et skur på Baltorpskolen afdeling Grantoften. Da politiet ankom, var brandvæsnet på stedet og havde fået branden under kontrol.

Brandårsagen er stadig ukendt og undersøges fortsat. Ingen personer kom til skade ved branden.

 

Cyklist påkørt i Skovlunde

Onsdag den 4. maj klokken 19.04 blev en cyklist påkørt af en personbil i krydset ved Ejbyvej og Bybjergvej i Skovlunde.

Føreren af bilen, en 18-årig mand fra Smørum, erkendte, at han ikke havde overholdt sin vigepligt, da han svingede til venstre og ramte cyklisten på den tværgående cykelsti.

 

Tricktyve stjal fra ældre dame

Tirsdag den 3. maj klokken 14 blev en 89-årig dame udsat for tricktyveri i sit hjem på Lidsøvej i Herlev.

To gerningsmænd havde afledt damens opmærksomhed, da de forklarede, at de skulle aflevere et par solbriller til naboen – og den ene fik efterfølgende ledt damen ud i køkkenet.

Da gerningsmændene var gået, opdagede hun, at den anden af mændene havde gennemrodet hendes skabe og skuffer og stjålet nogle af hendes smykker.

 

Butikstyverier i Ballerup

Mandag den 2. maj omkring klokken 13 blev en butikstyv snuppet i Centrumgaden i Ballerup. Den 32-årige gerningsmand stjal en cider til en tier og en salami til en tyver.

Dagen efter blev en 46-årig kvindelig butikstyv opdaget i Ballerup Centret klokken 11, hvor hun havde stjålet forskelligt tøj, sko og kosmetik for et ukendt beløb.

 

Flere indbrud i området

I perioden fra 30. april til 2. maj er der sket en serie af indbrud i kælderrum på Lundebjerg. Politiet har indtil videre fået anmeldelse om fire indbrud.

Derudover har der den 6. maj mellem klokken 12 og 19.30 været indbrud i en lejlighed i Hedeparken.

Natten mellem den 7. og 8. maj har der været indbrud i en villa på Rydtoften i Egebjerg.

Og den følgende nat gik det ud over en villa på Ulborgvej i Måløv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *