Vi passer også godt på vores hjemløse
Debat Ballerup Kommune har igennem de seneste par år samarbejdet med Socialstyrelsen om to hjemløseprojekter.

Det ene tiltag er et projekt, der omhandler gode metoder fra hjemløsestrategien med fokus på vores ældre borgere. Det andet er specifikt målrettet unge, som er hjemløse og unge, som er i risiko for at blive det.

For mig er det meget glædeligt at kunne konstatere, at indsatsen har båret frugt, og at vi har oplevet et fald i antallet af hjemløse her i Ballerup, hvor man ellers i landet har haft en stigning.

Vi har haft et fald på cirka 30 procent svarende til 20 borgere færre – sådan vi dag har 45 borgere, som vil falde indenfor definitionen af hjemløshed. Det er selvfølgelig 45 for mange, men godt med den positive udvikling.

I alt har 22 borgere været indstillet, til en indsats i et af de to projekter, og af dem har 13 fået tilbud om bolig og en særlig form for støtte i boligen, så vi kan sikre en god start både for den pågældende, men også for naboerne med flere.

Desværre oplever vi for tiden et stort pres på vores almene boligområder. Selvom vi har mange almene boliger i Ballerup, er der også mange der søger bolig her.

Hertil er flere boligselskaber i gang med moderniseringsprojekter, hvilke blandt andet betyder, at der er færre boliger i øjeblikket.

Derfor er det også svært for os at følge med behovet i hjemløseprojekterne. Ventetiden for den enkelte borger er blevet længere, og det er stærkt uhensigtsmæssigt med tanke på, at hjemløse medborgere for det meste har mange andre problemstillinger at kæmpe med.

Alle arbejder på at få tingene til at gå op, og jeg håber på, at boligsituationen i kommunen med tiden må blive forbedret. Men hvis det skal ske, så er det nødvendigt, at vi forsat bygger almene boliger, da det er her man tager fællesskabets ansvar alvorligt – og det er ikke realistisk, at hjemløse har penge til at købe deres boliger. Så ja til flere almene boliger, hvis vi skal sikre boliger til alle.

1 kommentar om “Vi passer også godt på vores hjemløse”

  1. Mette Hedegaard siger:

    Jeg er enig med dig i, at det vil være fint med flere boliger. Men …
    1. De ældre almene boliger vi har gennemgår i stadig større omfang gennemgribende renoveringer, og i den forbindelse sammenlægningen af små lejemål. Det betyder at mange af de små billige boliger forsvinder og omdannes til større og dyrere boliger.

    2. Som Socialdemokrat står du selv i spidsen for kommunens nyligt vedtagne boligstrategien, der i det store hele handler om at tiltrække såkaldt ressourcestærke borgere (folk i arbejde eller uddannelse i Ballerup fx) ved at lade dem komme foran i køen til de billige boliger i kommunen. Denne strategi indeholder samtidig et loft for, hvor mange fattige, gamle, handicappede mm der må bo i en boligafdeling. Kombinationen af disse to punkter, gør det endnu sværere at finde boliger til boligløse.

    Oven i hatten kommer så det såkaldte moderne kontanthjælpsloft Som netop rammer på boligydelse/boligsikringen. Det skal dog retfærdigvis siges, at set trods alt ikke er Socialdemokraternes …😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *