Ballerup holder styr på økonomien
Regnskab Trods sparetider og hårde regeringskrav holder Ballerup snor i økonomien. Budgettet bliver holdt og kommunekassen bugner, viser det nyeste regnskab.

Der bliver snakket meget om sparebudgetter og hårde tider for den kommunale økonomi.
Nedskæringer og færre tilbud til borgerne som en konsekvens af de hårde sparekrav, omprioriteringsbidrag, flygtningeudgifter og mange andre ting. Men trods de mange trængsler, så har Ballerup Kommunes økonomi det faktisk ganske godt.

Det viser årsregnskabet for 2015, som kommunalbestyrelsen netop har godkendt og sendt til endelig revision.

Tallene afslører, at Ballerup Kommune har holdt ganske godt styr på finanserne i et ellers hårdt år.

Ingen gaver

Der er kommet lidt flere indtægter end planlagt, nærmere betegnet fem millioner kroner. De samlede skatteindtægter var lidt mindre end forventet på grund af klagesager om grundskyld og dækningsafgift mens der kom 5,5 millioner kroner mere i kassen fra tilskud og udligning.

På driftsudgifterne var der et mindreforbrug på 64,8 millioner kroner i forhold til budgettet og dermed et overskud på samlet 29,3 millioner kroner og overførsler til 2016 på 35,5 millioner kroner.

Størstedelen af driftsbudgettet er servicerammen, altså den del der direkte har med de borgervendte serviceudgifter at gøre. Her har kommunerne og regeringen en aftale om, hvor meget der må bruges på service og en overskridelse af servicerammen kan medføre sanktioner i form af lavere bloktilskud.

Servicerammen for 2015 er faktisk overskredet i Ballerup med 4,3 millioner kroner, men fordi der ikke er sket en overskridelse på landsplan, så betyder det ikke nogen sanktioner for Ballerup. Omvendt betyder det altså, at selvom der er styr på driftsudgifterne, så er der ikke plads til at øge servicerammen og dermed altså ikke lagt op til en pengeregn over borgerne.

Der er også brugt færre penge på anlæg end forventet. Der er brugt 46,6 millioner kroner færre end budgetteret, hvilket primært skyldes mindre køb af bygninger men også, at byggeprojekter er udskudt fra 2015 til 2016, hvor pengene så skal bruges.

Der er også betalt lidt færre renter i 2015 end planlagt og der er desuden brugt 20 millioner kroner mindre på de såkaldt finansielle poster, hvilket især skyldes mindre udlæg til betaling af ejendomsskatter og andre tilgodehavender.

Penge i kassen

Samlet set bugner kassebeholdningen i Ballerup Kommune. Den såkaldt likvide beholdning er vokset fra 335,1 til 461,1 millioner kroner, altså en forøget kassebeholdning på 126 millioner kroner ved udgangen af året.
Ikke overraskende var det nogle tilfredse politikere, der drøftede regnskabet og over en bred kam gav udtryk for, at man har været påpasselig med at overholde budgetterne og passe på pengene og at man derfor, trods hårde tider, har en ganske solid økonomi i kommunen, hvor der måske ikke er plads til de store gaver, men hvor der er en god økonomisk ballast til fremtiden.

2 kommentarer om “Ballerup holder styr på økonomien”

  1. Thomas Kruse Petersen siger:

    Godt nyt. Så er der vel trods alt råd til et enkelt år med fastfrysning af grundskylden.

  2. Karsten Kriegel siger:

    Ja, bestemt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *