Snak med politikerne om fremtidens Ballerup
Centrumgaden-1.jpg
Hvordan skal Ballerup skrues sammen i fremtiden og hvordan skal byen være i 2029. Det kan man nu komme med sine bud på overfor politikerne med det nye initiativ ’Book en politiker’. Det kan også være, at der bliver plads til at snakke handelsliv og gågade i fremtidens Ballerup. Foto: Arkivfoto.
Visioner Hvis man gerne vil fortælle de lokale politikere om sine visioner for fremtidens Ballerup, så kan man nu booke en politiker til en snak.

Hvis man har opfattelsen af, at politikerne bare taler og taler, mens beslutningerne kører hen over hovedet på borgerne – og at politikerne ikke lytter til borgernes ønsker og tanker, så er der nu en ny mulighed for at få indflydelse. For Ballerup Kommune har indført begrebet ’book en politiker’, der skal få dialogen mellem politikerne og borgerne til at blomstre.

Meningen er, at borgerne i eksempelvis en beboerforening, en skolebestyrelse eller et andet forum, kan bestille en politiker til at komme og diskutere med dem om fremtidens Ballerup.

Baggrunden er, at kommunalpolitikerne netop i øjeblikket er i gang med at debattere fremtidens visioner for byen frem mod 2029 og derfor er det vigtigt, at der bliver skabt en dialog mellem politikere og borgere.

Lytter til borgerne

»Vi inviterer til debat om alle områder. Vi vil gerne diskutere med alle borgere, også i større forsamlinger som boligforeninger, i skolebestyrelser og den slags. Vi er i gang med at sætte os nogle mål for fremtidens Ballerup og vil gerne fortælle, hvilke visioner vi har for byen. Men det vigtigste i den proces er, hvad borgerne mener. Hvis man booker et møde skal det være en dialog og helst et møde, hvor borgerne fortæller om deres visioner. Det skal ikke være et politisk møde og ikke en debat om politiske holdninger. Det er visioner og ideer, som vi kan tage med i vores beslutningsproces for fremtidens Ballerup,« siger Jesper Würtzen (A), som også kan ’bestilles’ til et møde.

Alle politikerne i kommunalbestyrelsen er i spil og man kan også, hvor det passer i tidsplanen, få flere politikere til at møde frem, så man kan få fortalt sine visioner til politikere på forskellige fløje.

»Alle politikerne i kommunalbestyrelsen har som udgangspunkt det samme mål. At Ballerup skal være en så god by som muligt for borgerne. Men vejen dertil er forskellig alt efter politisk observans. Men vi vil i dette projekt altså lægge vægt på visioner og ikke på det politiske. De politiske diskussioner kommer der nok af til kommunalvalget,« siger Jesper Würtzen.

Fire hovedemner

Selvom man kan komme med visioner om det meste, så er der fire hovedemner, som danner rammen for diskussionerne. Det er blandt andet ’fællesskaber’ og ’bæredygtighed og balance’. En debat der kan handle om miljø, men også om befolkningssammensætning, boligformer og lignende.

Det tredje emne er det store og meget brede emne ’velfærd’, hvor man også kan komme ind på medborgerskab og hvad der er borgernes ansvar og hvad der er det offentliges ansvar.

Endelig er der emnet ’investering og forebyggelse’, hvor man kan diskutere, hvad man skal gøre for at sikre en god økonomi i kommunen og hvilke veje man skal gå for at bibeholde en økonomi,der er solid. Altsammen store emner, hvor rigtig mange sikkert har en mening og nogle forslag til, hvordan man skal håndtere dem i fremtiden.

Elektronisk kalender

Rent praktisk kommer det til at foregå på den måde, at man klikker sig ind på Ballerup Kommunes hjemmeside og finder banneret ’Book en politiker’. Her kan man læse mere om præmisserne for projektet og så sender man en ’ansøgning’ om et møde med en given politiker.

Man vil så blive kontaktet af konsulent Mette-Louise Andersen Rohde, der vil koordinere mødet og forhåbentlig få kalendrene til at gå op.

»Man kan forestille sig, at man er en bestyrelse eller en forening, der holder møde en given dag og godt kunne tænke sig at drøfte visioner med politikerne. Så prøver jeg at få tidsplanen til at stemme og målet er selvfølgelig at give politikerne nogle input og ideer til, hvad borgerne egentlig har af ideer til fremtidens Ballerup og hvad der betyder noget for dem,« siger Mette-Louise Andersen Rohde.

Allerede fra denne uge kan man booke en politiker og debatterne kan afholdes frem til september, hvor Ballerup Kommune vil samle forslag og visioner sammen og bruge dem i det videre arbejde med at skabe fremtidens Ballerup.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *