Velfærds-demo ved rådhuset
Demo Lokalpolitikere og lokalformænd for diverse fagforeninger står klar ved den landsdækkende demonstration mod omprioriteringsbidraget, som finder sted ved Ballerup Rådhus 12. maj.

Under parolen ’Ja til tryghed og kommunalt selvstyre – Nej til milliardnedskæringer og omprioriteringsbidrag’ kalder Velfærdsalliancen til landsdækkende demonstration torsdag den 12. maj.

Velfærdsalliancen er en folkebevægelse bestående af en lang række foreninger og organisationer, der er imod omprioriteringsbidraget. Alliancen har kaldt til demonstration i alle kommuner, og i skrivende stund har 54 kommuner tilsluttet sig.

I Ballerup er lokalformænd for diverse fagforeninger og lokalpolitikere med i front og bakker op om den fælles markering af modstanden mod det udskældte omprioriteringsbidrag den 12. maj klokken 17 foran Ballerup Rådhus.

Tovholder på demonstrationen i Ballerup er BUPL’s fællestillidsrepræsentant i Ballerup Kommune, Maria Girotti, der håber at politikerne inde på borgen lytter efter, når der bliver råbt vagt i gevær fra landets kommuner.

»De besparelser som der er lagt op til i kraft af omprioriteringsbidraget får alvorlige konsekvenser for vores mulighed for at lave velfærd med kvalitet i Ballerup. Det gør ondt, uanset hvor der skal spares. Det kan ikke undgås at få store konsekvenser for både børn, unge, ældre, handicappede og borgere der har brug for hjælp. Det bekymrer os rigtig meget,« siger hun og understreger at det er vigtig at råbe op nu.

»I Ballerup Kommune vil vi gerne gøre det rigtig godt, så alle kan få den hjælp de har behov for, men det udfordrer de her besparelser. Som pædagoger er vi meget bekymrede for om der fremadrettet vil være de rette ressourcer i form af stillinger, der gør det muligt at skabe kvalitet i dagtilbud, skole og klubber,« siger Maria Girotti.

Lokalpolitikere bakker op

Kommunalbestyrelsen i Ballerup har allerede i marts måned meldt klart og tydeligt ud, at politikerne hele salen rundt er enige om, at omprioriteringsbidraget er en rigtig dårlig idé.

Lokalpolitikerne kalder det et angreb på det kommunale selvstyre, og borgmesteren kritiserer at regeringen på den måde ’’fodrer hunden med sin egen hale’’ ved, at de kradser penge ind – for så at dele ud igen, for eksempel som set med den såkaldte værdighedsmilliard.

Borgmester Jesper Würtzen vil være én af de mange talere ved demonstrationen i Ballerup den 12. maj, ligesom formand for BUPL Storkøbenhavn Michael Egelund og formand for Ballerup Lærerforening Morten Refskov.

Arrangørerne opfordrer alle – både borgere og ansatte til at møde op og markere modstand mod den nuværende nedskæringsdagsorden. De danske kommuner kan ikke tåle flere besparelser på den offentlige velfærd, lyder det i deres pressemeddelelse.

 

Faktaboks: Om bidraget

Omprioriteringsbidraget er en del af regeringen og Kommunernes Landsforenings aftale om kommunernes økonomi.

Det går ud på at kommunerne skal skære én procent af servicerammen i årene 2016 til 2019, så regeringen selv kan prioritere pengene.

I Ballerup Kommune svarer det til cirka 25 millioner kroner årligt.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *