Talent: 10 er en bragende succes
velkomstmøde-Talent10-9-copy.jpg
Der var mødt rigtig mange frem til velkomstmødet for Talent 10 og det viser sig nu, at det kunne betale sig at starte. Højere karakterer og god trivsel præger den ’nye’ 10. klasse. Foto: Arkivfoto.
Skole De nye Talent:10 klasser skaber bedre trivsel blandt eleverne. Men også karaktererne har fået et nøk opad viser de nyeste tal.

Det er ikke mange år siden, at mange havde opfattelsen af, at 10. klasser mest var et spring til siden og at der ikke kom noget reelt ud af at tage det ekstra år på skolebænken. Men efter at 10. klasse skiftede navn til Talent:10 og flyttede ind på handelsskolen Next, tidligere CPH West, i Ballerup er der i den grad blevet rykket ved den historie.

Ved indgangen til dette skoleår flyttede 10. klasserne væk fra folkeskolens matrikel og ind på handelsskolens lokaler og det har givet klare resultater.

Bedre karakterer

Gennemsnittet ved terminskaraktererne fra 9. klasse til nu er steget markant i både skriftlig og mundtlig dansk, engelsk og matematik og samtidig har skolen fået ændret mentaliteten blandt eleverne til det bedre.

»Vi flyttede 10. klasserne fra folkeskolens lokaler til vores lokaler. Dermed fik vi skabt en anden og ny tilgang til det at gå i 10. klasse. Vi har erfaringen med at løfte eleverne og vi har ambitioner på elevernes vegne. Vi har også en række nye indgangsvinkler på, hvordan vi kan tilrettelægge undervisningen, som vi har brugt med succes på HG-afdelingen på CPH West. Vi har overraskelser, fælles hyggesamlinger, der skaber et sammenhold og giver eleverne en følelse af, at de ikke bare er en klasse, men et samlet hold på 150 elever. Det skaber en følelse af, at det vi gør er vigtigt. Men først og fremmest handler det om, at vi tager de unge alvorligt og det kan de mærke,« siger Anja Brauner Kristiansen, uddannelseschef på Talent:10.

Fravær har konsekvens

Udover bedre karakterer, så har hamskiftet også betydet, at antallet af elever der vælger en erhvervsuddannelse efter 10. klasse, er steget.

»Vi har fået 35 procent af de unge i målgruppen til at vælge en erhvervsuddannelse i stedet for 17 procent sidste år. Det er unge, der i mange tilfælde ellers ville være i fare for helt at droppe ud af skolen. Så det viser, at satsningen på Talent:10 virker. Samtidig med, at vi har ambitioner og tager de unge alvorligt, så viser vi også konsekvens. Hvis man ikke møder op, så bliver både eleverne og forældrene inddraget og vi viser på den måde, at det har konsekvenser, hvis man ikke møder op og tager sin uddannelse alvorligt. Det viser også de unge, at uddannelsen er vigtig,« siger Anja Brauner Kristiansen.

Næste fikspunkt bliver eksamen til sommer, hvor de gode terminskarakterer forhåbentlig bliver omdannet til gode eksamenskarakterer og dermed skaber en endnu større tilstrømning til Talent:10, der ikke bare har fået et nyt navn og en ny adresse, men en helt ny ånd.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

3 kommentarer om “Talent: 10 er en bragende succes”

  1. Martin Edens siger:

    Det slår mig som værende problematisk at kommunen på den ene side promoverer Talent : 10 som den succes det retteligt er, men samtidigt kritiserer folkeskolerne for ikke at være bedre til at sende deres afgangselever videre på en videregående uddannelse direkte efter 9.klasse.

    I de kvalitetsrapporter som skolebestyrelserne gennemgår og sætter dagsordenen udfra, er et af målepunkterne netop, hvor gode folkeskolerne er til at få eleverne til ikke at vælge 10.klasse, men at gå direkte til en videregående uddannelsesinstitution.

    Måske problemstillingen bunder historisk i at det tidligere var eksempelvis Egeskolen i Jonstrup, og dermed Furesø kommune, som trak elever fra Ballerup, hvilket kostede kommunen penge til Furesø kommune.
    Nu har man derimod et reelt alternativ, så burde man vel også fra CSI’s side undlade at måle skolerne på deres effektivitet i at eleverne skal undgå 10.klasse. Eller som det mindste revidere retfærdigheden for dette målepunkt.

    mvh
    Martin Edens
    Skolebestyrelsesrepræsentant

  2. Karsten Kriegel siger:

    Sålænge vi har elever, der ønsker/vælger at gå i 10. klasse, er vi nødt til at have et tilbud, der kan konkurrere med f. eks. Egeskolen i Furesø. For som du selv påpeger koster det kommunen penge, hvis mange søger Egeskolen.

    Derfor behøver vi da ikke at ændre på målsætningen om, at overgangsfrekvensen kan blive bedre. Det er ikke en målsætning, at flest mulige kommer i 10. klasse, men omvendt skal vi have et tilbud, som kan bruges til de elever, der ønsker det.

    1. Martin Edens siger:

      Tak Karsten, jeg er enig i din kommentar, dog med den krølle at man bør tilsikre at skolerne evalueres på et retvisende grundlag og ikke en forskruet vurdering af tingenes tilstand.

      Som det er nu, så vil idrætsefterskoler, udvekslingsophold i udlandet, etc også bliver vurderet negativt ift skolernes evne til at få eleverne gjort uddannelsesparate. Dét er jo i sig selv ikke en negativ ting at man frivilligt vælger en af de muligheder for at modnes, lære nyt, forbedre (ikke forberede!) sig til noget specifikt osv.

      Der bør være en sondring mellem om eleverne er klar til at komme videre i uddannelsessystemet, fremfor en nøgtern gang talgymnastik, hvor man blot kigger unuanceret på tallene og siger at skole XX ikke lever op til retningslinierne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *