De unge i Grantoften
Debat Den 9. januar havde den nyvalgte bestyrelse i Kollektivbyen Grantoften så sit konstituerende møde.

Som afgående formand for samme bestyrelse vil jeg da ønske den rigtig god vind i sejlene, for jeg ved om nogen hvor hårdt, men også hvor givende, det er at arbejde for sine naboers ve og vel.

Derfor skal det da heller ikke skorte på en »kom i gang« gave fra mig.

Jeg foreslår at bestyrelsen i den kommende periode fortsætter mit arbejde med, at få et lokale til de unge i Grantoften, enten i Grantoften eller udenfor Grantoften i samarbejde med Ballerup Kommune.

Jeg synes at man skal foreslå dem, at de gør sig selv fortjent til at opretholde adgangen til et sådant lokale, ved ud fra forskellige betingelser, at sikre sig at de selv sørger for ro og orden i og omkring lokalet, og i området.

Jeg forestiller mig at man kan give dem et lokale for en begrænset periode af gangen, f.eks. en måned, og så lade næste måneds adgang til lokalet være betinget af, at der ikke er eller har været nogen som helst form for ballade i og omkring lokalet og området.

Jeg er sikker på at de unge, vil tage sådan en mulighed med kyshånd, fordi de så har et sted at være, hvor de kan dyrke deres interesser, og Grantoften vil få glæde af det fordi, man så ikke har en masse unge som står i opgange og center.

Hjertelig tillykke med valget og rigtig god arbejdslyst!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *