Hvorfor skal man betale?
Debat Hvorfor er der brugerbetaling i Borgerservice, når man skal have kørekort og pas?

Man skal betale 130 kroner for fire pasfoto, 50 kroner for kørekortet og 375 kroner for et pas.

Når man tager i betragtning, at medarbejderne ved skranken er lønnet med skattekroner. Og computere, printere, fotomaskiner og forbrugsstoffer ligeledes. Så er det svært at forstå, at man yderligere skal betale for denne service, når alle andre der får hjælp i Borgerservice, ikke skal betale noget.

 

Svar fra kommunen:

Kære Stig Vørs. I 2007 overtog landets kommuner opgaven med udstedelse af pas og kørekort fra politiet for at komme tættere på borgerne. Den betaling, du som borger betaler ved udstedelse af pas og kørekort, er en direkte afgift til staten/politiet. Det vil sige, at alle landets kommuner afregner hele beløbet til staten, og kommunerne har derfor ikke nogen indtægt på området.

Med hensyn foto er det en service, vi tilbyder i Borgerservice, så du kan få klaret det hele på én gang. Det koster 130 kroner, og det dækker udgiften for fremstilling af foto. Hele beløbet bliver afregnet til vores leverandør, som til gengæld stiller udstyr til håndtering af pas og kørekort til rådighed for kommunen.

Jeg kan oplyse, at det ikke er et krav, at du får lavet foto i Borgerservice. Du har mulighed for selv at medbringe eget foto eller foto fra fotohandleren – blot fotoet opfylder de gældende regler, som du kan finde på ballerup.dk eller på borger.dk.

Torben Bille,
Kontaktcenterchef
Ballerup Kommune

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *