Velkommen til virkeligheden
Debat Kære Peter Als.

Du er i Ballerup Bladet uge 15 citeret for, at den ændrede skolestruktur med tiden vil få den effekt, at den faglige standard hæves til 7 i dansk og matematik. Det ser nemlig ikke så godt ud lige nu.

Samtidig peger du på netop det område, som indtil nu ikke har været omtalt fra politisk hold: I Ballerup er den sociale sammensætning et vilkår, som afgør, hvor eleverne ender – altså med hensyn til karakterer. Så præcist kan det nemlig siges.

Uanset hvor mange gode viljer og ambitioner, ikke mindst fra lærerside, kurser til lærerne og antallet af ledere står netop det faktum tilbage. Her hjælper kun flere varme hænder helt nede på gulvet og nytænkning, hvad angår den omsiggribende inklusion.

Og kære Anne Vang og Ulla Blom. I lærernes fagblad ’Folkeskolen’ kan man den 23. marts læse følgende forbløffende udsagn i et interview med direktør Anne Vang og centerchef og Ulla Blom om de pædagogiske ledere:

”Lederen skal være ude i undervisningen i en tredjedel af sin arbejdstid, give sparring til medarbejderne, observere og være med til at gøre hverdagen bedre.”

Undskyld mig, men her må da foreligge en misforståelse. Lederne er heftigt bundet op på blandt andet møder, forældrehenvendelser, registrering, rapportering og uddannelse og har knap nok tid til at være til stede på årgangsmøderne – hvordan de så skulle have tid til at bruge en hel tredjedel af deres tid ude i klasserne kan ingen forestille sig – undtagen altså vores øverste chefer.

Må jeg invitere jer to sammen med Peter Als til en uformel snak med et par af os på gulvet, som gerne vil løfte sløret for en lille del af hverdagen? Det er ganske gratis, og I skal bare lytte og spørge. Jeg finder en kollega, hvis I er interesserede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *