Ballerup Bladet får ny redaktør
Lars-Schmidt-Mia-Thomsen.jpg
Lars Schmidt overlader roret til kollegaen Mia Thomsen med udgangen af januar.
Redaktørskifte Lars Schmidt forlader efter fire år Ballerup for at blive redaktør i Hørsholm. Han afløses af kollega Mia Thomsen.

Efter lidt mere end fire år på posten forlader Lars Schmidt, 48 år, posten som redaktør på Ballerup Bladet.

Lars Schmidt fortsætter som redaktør på Ugebladet i Hørsholm under Politikens Lokalaviser, hvor han tiltræder 3. februar 2014.

Han afløses samme dag af Mia Thomsen, 33 år.

Mia Thomsen har været ansat på Mediecentret i Ballerup siden 2007 og har været en fast del af redaktionen på Ballerup Bladet siden ejerskiftet i august 2013.

Mia Thomsen er gift, mor til to drenge på ét og tre år. Hun bor med sin familie i Rødovre.

Hun er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2007, og under sin uddannelse var hun i praktik i Coop Danmarks informationsafdeling, hos FDB og Samvirke samt på Sjællandske Tidende.

I sin tid på Mediecentret i Ballerup har Mia Thomsen som redaktionschef og webredaktør hovedsageligt været ansvarlig for Mediecentrets nu hedengangne søsteravis, Bagsværd Søborg Bladet, der i forbindelse med ejerskiftet fusionerede med Gladsaxe Bladet. Samtidig har hun dog også leveret artikler til Ballerup Bladet.

Glæder sig

Mia Thomsen glæder sig til de nye udfordringer i spidsen for Ballerups førende lokale medie:

»En lokalavis kan det nære, og det kan Ballerup Bladet. Bladet skal være borgernes samlingspunkt. Alle skal have mulighed for at komme til orde. Ballerup Bladet skal dække det, der sker og er sket i Ballerup Kommune – de ting, der berører borgernes hverdag. Alle skal føle, at Ballerup Bladet er deres avis, og at bladet tager dem seriøst,« siger den kommende redaktør.

Den afgående fortæller, at han har haft fire gode år i Ballerup:

»Det er med vemod, at jeg siger farvel. Det har været fire spændende og meget udviklende år, hvor jeg har lært rigtig mange gode mennesker at kende. Jeg har været så heldig at dække nogle historiske Ballerup-øjeblikke – eksempelvis borgmesterskiftet, at Skovlunde rejste sig mod banderne, de store sparerunder, to kommunale valgkampe. Og jeg er glad for, at Ballerup Bladet i de seneste fire år har kunnet gøre en stor, positiv forskel lokalt. Det kommer bladet heldigvis til at fortsætte med, for med Mia Thomsen som ny redaktør er jeg helt sikker på, at Ballerup Bladet kommer rigtig gode hænder,« siger Lars Schmidt.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

2 kommentarer om “Ballerup Bladet får ny redaktør”

  1. Jørgen Flyr siger:

    Kære Lars,
    det var en kedelig nyhed, at du holder op, for du har gjort en forskel og leveret en kæmpe indsats til gavn for nyhedsformidlingen i Ballerup. Tak for det, og held og lykke fremover.
    Mange hilsner Jørgen

  2. Charlotte Holtermann siger:

    Kære Lars

    Tusind tak for din indsats for at gøre Ballerup Bladet til Ballerups blad. Det er lykkedes med bravour, og du vil blive savnet af rigtig mange inkl. undertegnede.

    Jeg håber, at du får en god tid på dit nye job. Held og lykke med det hele :-).

    Mange hilsener
    Charlotte 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *