Storslået opvisning i Skovlunde
Skovlunde-Gymnastikopvisning-1-copy.jpg
Gymnaster og dansere i alle aldre var samlet til den årlige gymnastikopvisning i Skovlunde. Foto: Privatfoto
Gymnastik Igen i år holdt Skovlunde Idrætsforening HG & S sin årlige gymnastikopvisning som en markering af sæsonafslutningen.

I en stopfyldt Skovlundehal viste de mange deltagere, hvad de har fået vintersæsonen til at gå med. Både de store forældre/barn hold og børneholdene muntrede sig på gulvet. Ligesom de dygtige showdansere og springhold præsterede en flot opvisning.

Skovlundes modigste dansere, fra moderne pardans, viste hvad man med øvelse, energi og højt humør får vinteren til at gå med.

Det største hold var Senioridrætten, der fyldte godt op på gulvet. Selv om man er kommet godt op i årene kan man sagtens motionere, more og hygge sig og dyrke det sociale samvær.

Sidst men ikke mindst var gæsteholdet KB Elite helt fantastiske. Med dans, spring og kegler tog de næsten pusten fra alle de mange tilskuere.

På dagen hyldede idrætsforeningen også en af de trofaste instruktører, Anni Loop, der efter 35 års trænergerning nu måtte sige stop. Anni startede i SIF HG & S i 1968 og har igennem 48 år været aktiv hjælper ved alle stævner og arrangementer. Og hun forlader da heller ikke foreningen – kun trænertjansen – Anni fortsætter nemlig som aktiv motionist på dameholdet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *