Mia Lyhne fik Ove Sprogøe Prisen
Mia-Lyhne-Fotograf-Miklos-Szabo-copy.jpg
Mia Lyhne er autodidakt skuespiller og bor til dagligt i et bofællesskab i Smørum med sine tvillingedøtre Asta og Andrea. Foto: Miklos Szabo
Prisoverrækkelse 42-årige Mia Lyhne fra Smørum fik kort før jul overrakt Ove Sprogøe Prisen og en tilhørende check på 30.000 kroner for sit unikke, komiske talent.

Da Mia Lyhne var otte år gammel skrev hun et brev til sit store idol Ove Sprogøe.

»Jeg skrev, at jeg syntes, han var sådan en god skuespiller og at jeg beundrede ham meget og at jeg gerne selv ville være skuespiller,« fortæller 42-årige Mia Lyhne og fortsætter:

»Der gik tre dage, så fik jeg et pænt brev tilbage, der var skrevet med skråskrift – et meget sødt og kærligt brev. Han ønskede mig al mulig held og lykke. Og så stod der til sidst: ’Din Ove’.«

»Jeg ved ikke, Ove, om du sidder deroppe lige nu og har en finger med i spillet. Hvis du har det, vil jeg gerne sige dig tusind tak,« tilføjer Mia Lyhne i sin takketale ved overrækkelsen af Ove Sprogøe Prisen 2013, der fandt sted i Kinografen hos Nordisk Film kort før jul.

En sjælden poetisk-komisk dimension

Ove Sprogøe Prisen uddeles årligt og gives til en dansk skuespiller eller skuespillerinde for en usædvanlig indsats på tv, film eller teater i løbet af året. I valget af modtagere lægges der vægt på, at vedkommende har et talent med potentiale til samme folkelige og brede appel som Ove Sprogøe.

»Mia Lyhne lever i dén grad op til disse krav. Hun får prisen for sit særegne talent, der udstråler en sjælden poetisk-komisk dimension, som hun har vist gang på gang, både på scenen, på film og i tv,« sagde priskomitémedlem Kim Skotte, som havde æren af at overrække den fine pris.

»Mia Lyhne er sjov. Og hun er det på en ganske egen måde… En ganske unik og uefterlignelig måde. En egen knastør og på en gang spids og afvæbnende humor, der typisk tager afsæt i hverdagens underforståede modgang,« lød det også i motivationstalen fra Kim Skotte.

Vejen har ikke været let og ligetil

Mia Lyhne bor med tvillingedøtrene Asta og Andrea i et bofællesskab i Smørum, hvor også begge hendes forældre bor med deres nye ægtefæller.

Hun er autodidakt skuespiller og debuterede på de skrå brædder i 1995 i ’Folk og røvere i Kardemommeby’ på Bellevue Teatret. Siden har hun medvirket i et hav af film, tv-serier og forestillinger på diverse scener.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at min vej til at blive skuespiller ikke har været let og ligetil. Derfor varmer en pris som denne mig helt ind i maven. Og at det netop er Ove Sprogøe Prisen jeg får, er en stor ære,« sagde Mia Lyhne ved prisoverrækkelsen.

»I næsten alle de roller, jeg har set Ove Sprogøe i, synes jeg altid, man har kunnet mærke, at inde bagved var et menneske med et stort hjerte, der skinnede igennem. Det blev jeg rørt over. Så at få en pris i en så dygtig, kærlig og ukrukket skuespillers navn er sgu ikke så dårligt,« tilføjede hun.

I 2014 kan man opleve Mia Lyhne i Hella Joofs nye komedie ’Malta – All inclusive’ og Morten B. H.s ’Kolbøttefabrikken’. I disse dage er hun desuden at finde på scenen i Betty Nansen Teatret i forestillingen ’Don Quixote’.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *