Skoleelever lokker hjemmeplejen op på cyklerne
Elever-hjælper-hjemmeplejen-7.jpg
Vinderne af udfordringen med at skabe cykellyst hos hjemmeplejen blev ’Gruppe 1’ fra 4.b, der havde designet en ’opgraderet liggecykel’. Foto: Flemming Schiller
innovation Elever fra 4. klasse på Hedegårdsskolen gav hjemmeplejen gode bud på, hvordan de kan motivere medarbejderne til at cykle i stedet for at tage bilen.

Fredag den 4. marts var en masse elever fra 4. klasse på Hedegårdsskolen, deres forældre, lærere og repræsentanter fra hjemmeplejen i Ballerup samlet på Ballerup Bibliotek.

Anledningen var, at de kreative elever havde brugt en hel uge på at arbejde med opgaven: Hvordan kan man motivere medarbejderne i hjemmeplejen til at droppe bilen og i stedet tage cyklen i arbejdstiden?

Galleri: Se billeder fra elevernes fremlæggelser

Biblioteket havde hjulpet både elever og lærere med træning i innovation og ideudvikling, derudover havde eleverne besøgt hjemmeplejen, der fortalte om deres hverdag. Og herefter var de gået i gang med at idéudvikle og designe forskellige produkter.

Eleverne kom med mange gode bud. En gruppe havde designet en taske, der kunne foldes ud som en bog, så det var nemt at få overblik over medicinen. En anden gruppe havde designet en taske, som de kaldte ’Smartback, der med et enkelt tryk på en knap udløste håndtag og hjul, så man kunne trække tasken efter sig. Og en tredje gruppe havde designet en cykel med varme i håndtagene.

Mange gode idéer

Fredag kom så den store finale dage, hvor eleverne på Ballerup Bibliotek pitchede deres ideer for forældre og fire dommere fra hjemmeplejen og Ballerup Kommune.

Dommerne havde så svært ved at vælge mellem de mange gode ideer, at de udover vinderen gav hædrende omtaler til tre andre grupper.

Vinderen blev dog gruppe 1, som bestod af Casper, Emil, Victor, Christoffer, Daniel fra 4.b, fordi de havde tænkt hele vejen rundt om udfordringen. De havde designet ’Den opgraderede liggecykel’.

»Når man først ser vores cykel, så ligner det måske en kabinecykel. Men når man kigger ind kan man se at der er indbygget kopholder og rum til medicinkasse, der kan klikkes på. Og der er en skærm så man kan se hvor hurtigt og langt man kører,« fortalte de fem innovative drenge.

Projektet er et led i bibliotekets projekt LAB, hvor 3.-6. klasser udfordres til at tænke innovativt af lokale virksomheder. Man kan se mere om projektet på: www.bib.ballerup.dk/Laboratoriet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *