Nærdemokrati på skrømt
Debat  Fungerer nærdemokratiet i Ballerup Kommune? Eller er det udelukkende på skrømt?

Spørgsmålet trænger sig på i forbindelse med kommunens oplæg til fremtidig ledelsesstruktur på daginstitutionsområdet. Som forældrebestyrelse i Børnehuset Villa-Kulla har vi takket ja til at komme med indspark og konstruktive forslag i høringsfasen. Men det eneste vi har hørt fra kommunen er – ingenting.

Vi har ellers gjort det nemt for kommunen at indgå i dialog. Mens kommunen lægger op til én samlet distriktsleder for daginstitutionsområdet i hele Skovlunde, foreslår vi at dele opgaven ud på to ledere; én i Skovlunde Nord og én i Skovlunde Syd. Det er det. Men for de dygtige medarbejdere, der skal have en hverdag til at fungere med nærværende ledelse, gør det en verden til forskel.

Forslaget vælter som sådan ingen planer og er ikke noget stort indgreb. Skulle man tro.
For vi ved ikke, hvordan Ballerup Kommune ser det. For fra kommunens side er der radiotavshed. Det undrer os. Specielt fordi det er planen, at hele den nye ledelsesstruktur skal for kommunalbestyrelsen den 29. marts og vedtages der. Alt tyder på, det oprindelige forslag vedtages. Hvad skulle høringsfasen så gøre godt for?

I vores øjne burde der være en dialog, så kommunalbestyrelsen forholder sig til summen af en god proces, der har involveret alle de vigtigste parter og skaber den løsning, der set fra alle sider er den mindst ringe. Men vi kan konstatere, at det tilsyneladende kun er os, der er indstillet på at føre den dialog og sammen finde de bedste løsninger.

Det virker som om, den involvering, man fra kommunens side siger, man gerne vil, er involvering på skrømt. Noget der formelt set skal overstås, men som man egentlig ikke for alvor er interesseret i. En besværlighed.

Man kan mene om sagen og substansen i den, hvad man vil. Men som almindelig borger er det skræmmende, at politikerne tilsyneladende tager så let på deres ansvar for at sikre reel involvering af de mennesker, deres beslutninger får direkte konsekvenser for.

1 kommentar om “Nærdemokrati på skrømt”

  1. Mette Hedegaard siger:

    Hej Mads
    Jeg har læst jeres – og de andre høringssvar – der er sendt i forbindelse med ledelsesstrukturændringerne (langt ord).
    Jeg vil lige høre, om jeres forslag om to ledere udelukkende har været sendt som høringssvar, eller om det også har været sendt til kommunen som et forslag (altså ikke i høringssvar-form)?
    Mvh Mette Hedegaard, medl. Af børne- og skoleudvalget for Enhedslisten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *