Djævlen er løs
Djævelen-3-copy.jpg
Først røg kronen, så det meste af stammen - tilbage er nu kun de sørgelige rester af det engang så store og flotte egetræ ’Djævlen’ i Lille Hareskov. Foto: Naturstyrelsen
Natur Djævelen er nu ikke ham den modbydelige med horn i panden og lang hale, men derimod et meget markant og gammelt egetræ i Hareskoven. Men løs er den altså.

Skovfoged Jens Nielsen fra Naturstyrelsen fortæller, at en gang var Djævelen et meget stort og tykt træ, der havde en enorm stor trækrone med mægtige grene, der krogede sig op mod himlen, og som med lidt fantasi kunne minde om en hæslig djævlehånd med lange tynde fingre, det er det, der har givet træet sit navn.

Men det er der sikkert ikke mange, der kan huske, for det er nu flere årtier siden, at det meste af kronen brækkede af, og gav mulighed for at svampe kunne etablere sig i det blottede ved. Langsomt og sikkert voksede svampene sig ind i træet og skabte råd, der derved udhulede og svækkede det gamle træ. Djævelen var dødsdømt.

Jens Nielsen har netop været ude og kigge på træet, og han har kunnet konstatere, at træet nu er helt løs i veddet, og at den derfor nemt brækker i stykker. Her i vinter er der faldet det meste af stammen af i et kæmpe stort stykke, der nu ligger i en bunke ved siden af de ynkelige rester af det endnu levende træ, som også er begyndt at løfte sig fra jorden i den ene side, og det er bare et spørgsmål om tid, før det vælter.

Djævelen står i Lille Hareskov øst for Ballerupvej. Hvis man kommer fra Ballerup mod Værløse er det cirka et par hundrede meter inde, hvis man går ind i skoven cirka 400 meter efter Skovlystvej. Man kan se et kort over ’Seværdigheder i Hareskovene’ på Naturstyrelsens hjemmeside.

Kilde: Naturstyrelsen

Djævelen-(7)-copy

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *