»Det er en slags helle«
kræftcafe_4.jpg
Vibeke Arvidson og Henning Knudsen understreger, at det ikke kun handler om sygdom. Der bliver også tid til mange grin i caféen for kræftramte og pårørende. Foto: Flemming Schiller
kræft Hver anden tirsdag mødes en gruppe mennesker i caféen for kræftramte og pårørende. Der bliver naturligvis snakket meget om sygdom, men også alt muligt andet.

I Laboratoriet på Ballerup Bibliotek er Vibeke Arvidson og Hanne Westh ved at fordele marcipanbrød, kanelgifler og klementiner ud på bordet. Det er tirsdag eftermiddag, og når klokken bliver 16 åbner de to frivillige fra Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling ’Caféen for kræftramte og pårørende’.

Hanne og Vibeke er her – sammen med de cirka 10 gæster – hver tirsdag i lige uger fra klokken 16 til 18. Caféen er et gratis tilbud til både pårørende, efterladte, nuværende og tidligere kræftpatienter. Et tilbud om et fællesskab, hvor man kan bruge hinanden til at finde styrke, dele svære tanker eller bare lytte. Der er ingen krav – blot åbne ører og arme.

Angsten sidder i én

Èn af de faste gæster i caféen er Henning Knudsen, der er kommet her i et års tid. Han har selv haft forstadier til kræft og har gennemgået behandling.

»Det er rart at snakke med nogle mennesker her – både pårørende og folk der selv har haft kræft. Vi snakker selvfølgelig rigtig meget om sygdom, men også om alt muligt andet,« fortæller han.

Henning har blandt andet brugt caféen til at tale med de andre om de følgevirkninger, kræftforløbet har haft for ham.

»Man er effektiv til at behandle kræft, men så glemmer man det efterfølgende. Og det synes jeg faktisk har været det værste – senfølgerne. Jeg tog selv til psykolog og fik talt om det. Men når man er alene, bliver man usikker, og angsten sidder jo stadig i én – vil det mon komme igen?« forklarer Henning.

Blød landingsbane

Angsten kan en anden af cafégæsterne, Finn Bengtsen, også nikke genkendende til.

»Det er nemmere at læsse lidt angst af her, for vi er ligesindede, og der er stor forståelse for de tanker, man går og gør sig. At have kræft er at ’’lege lidt med døden’’, siger han.

kræftcafe_6

Finn fik konstateret en lungetumor for cirka to år siden og er stadig i kurativ behandling – det vil sige med henblik på at blive kureret. Foreløbig er hans tumor mindsket fra 9 til 4,6 centimeter.

»For mig har caféen været en blød landingsbane i stedet for en hård asfalteret,« siger han smilende og uddyber:

»Da jeg var på hospitalet, blev det nærmest mit andet hjem. Og min kone døde også midt i forløbet, så da de slap mig fra hospitalet, var det dejligt at kunne kommer her og have nogen at tale med. Det er en slags helle.«

Ingen strikkeklub

»Vi startede caféen i 2009 og her kommer folk med alle mulige forskellige slags kræft, og så kommer der en del pårørende og efterladte. Det er cirka fifty-fifty – den ene halvdel har selv haft kræft, den anden halvdel er pårørende,« fortæller Vibeke Arvidson, der driver caféen som frivillig sammen med Hanne Westh.

De to kvinder har mødt mange mennesker og lyttet til mange historier – både gode og triste. Nogle gæster kommer bare i en periode, enkelte kigger forbi med måneders mellemrum og andre bliver trofaste gæster som kommer igen uge efter uge.

Et fast element ved hvert møde er en lille introrunde, hvor man har mulighed for at sige lidt – eller lade være.

»Man behøver ikke sige noget, hvis man ikke har lyst. Men det er en meget god måde at få inddraget nye i gruppen,« fortæller Hanne Westh.

Gæsterne deler glæder og sorger – men også erfaringer med alt lige fra behandlinger og sygehuse til fritidsaktiviteter. Men mest af alt handler det naturligvis om kræft og alt hvad en sådan diagnose bringer med sig af tanker, følelser og spørgsmål.

hanne

»Vi taler om mange svære emner, men det skal vi også. Ellers kunne man jo lige så godt gå i strikkeklub,« siger Hanne Westh.

Caféen for kræftramte og pårørende er åben næste gang tirsdag den 22. marts.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

1 kommentar om “»Det er en slags helle«”

  1. Helle Arp siger:

    Vibeke og Hanne har lavet en gruppen der er guld værd. Det er stedet hvor man tør være hudløs ærlig og er stedet hvor alle forstår hinanden. Det er et frirum.
    Jeg håber vi kan blive ved med at komme og “læsse af” af sorger og glæder. Det ville være svært at undvære vores cafemøder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *