Lærer: »Vi kan ikke være det bekendt«
inklusion Garvet skolelærer er bekymret for folkeskolens fremtid, hvis ikke der snart bliver gjort noget for at vende den dårlige udvikling.

Skovlunde bor skolelærer Merete Christensen sammen med sin skolelærermand. Hun har været lærer i 43 år – heraf 37 i Ballerup Kommune, hvor hun først var på Egebjergskolen og siden Rosenlundskolen, der i dag hedder Skovlunde Skole Syd.

Merete nærmer sig pensionsalderen og er så småt ved at forberede sig på at tage afsked med hverdagen i folkeskolen. Og det er hun ikke specielt ked af, for hendes arbejdsliv har taget en kedelig drejning – det er simpelthen ikke lige så stor en glæde at være skolelærer, som det ellers har været for Merete i de mange år, hun har undervist kommunens børn.

»Jeg blev færdig som lærer i ’73 og jeg har altid været glad for mit fag. Jeg vil ikke sige at det var et kald, men min far var skolelærer og min morfar var skolelærer, så det faldt mig meget naturligt, at det var det jeg skulle være,« fortæller hun.

Det var en ganske anden tid dengang, en tid som Merete tænker tilbage på med glæde:

»Jeg gjorde mange flere ting dengang – både spræl og sjov, men også rent undervisningsmæssigt. Der var bare bedre tid og mulighed for at lave forskellige ting med børnene, og man kunne meget bedre komme igennem med sin undervisning.«

Men gennem årene er der sket et skred i den dårlige retning for folkeskolen, mener hun.

»Det begyndte vel så småt for en 15 år siden sådan cirka. Vi skulle have ’’et mere anerkendende børnesyn’’, hed det sig. Det synes jeg var enormt provokerende – som om vi ikke havde det. Men det var nok starten på at få os til at tænke på en anden måde, starten på inklusionstanken,« siger Merete.

Ville på pension før tid

Og det er inklusionen, der er den store udfordring i hverdagen som skolelærer, mener Merete, der selv for ganske nylig var klar til at forlade arbejdsmarkedet før tid. Hun havde en klasse med store inklusions-udfordringer, hvor hun simpelthen ikke kunne magte opgaven og ikke følte at hun fik den hjælp, hun havde brug for.

Hendes udmelding om, at hun vil forlade sit job, var dog – heldigvis – nok til at der blev grebet ind og hun fik den ekstra hjælp, hun havde efterlyst. Et tiltrængt plaster på såret for den erfarne lærer, der nu giver jobbet et halvt – eller måske halvandet år mere. Men det er med stor bekymring hun forlader den synkende skude.

»Vi kan ikke være det bekendt, den måde det kører på nu, hvor der er så mange børn med særlige behov, der bare bliver sat ind i almindelige klasser uden ekstra hjælp. Vi snakker om børn, der er langt ude i tovene og har det skidt. Børn som vi ikke hjælper, som vi burde,« siger Merete.

Hun er overbevist om, at der er mange lærere der forlader folkeskolen til fordel for privatskoler, fordi arbejdsvilkårene simpelthen er for dårlige i folkeskolen.

»Jeg kan rigtig godt lide arbejdet som skolelærer. Men jeg må nok indrømme, at jeg er meget bekymret for folkeskolens fremtid,« siger hun.

Flere to-lærertimer

Men Merete Christensen har ikke opgivet kampen for en bedre folkeskole, og hun har blandt andet sendt breve til lokalpolitikerne for at få dem til at tage problemerne i kommunens folkeskoler alvorligt.

»Det solide fundament, som folkeskolen udgør, betyder rigtig meget for sammenhængskraften i vores samfund, og jeg er alvorligt bange for, at det hele langsomt er ved at smuldre mellem hænderne på os,« siger Merete, der dog har flere idéer til, hvad man kan gøre anderledes:

»Det nemmeste at gøre sådan lige her og nu er at droppe alt hvad der hedder lektiecaféer og understøttende undervisning og i stedet konvertere det til to-lærertimer. Det ville hjælpe rigtig meget – og det ville være pærelet,« siger Merete.

Hun synes også, at det ville være en god idé med flere gruppeordninger på de enkelte skoler, så elever der har behov for ekstra opmærksomhed kan blive taget ud af den almindelige klasseundervisning i perioder af skoledagen. På den måde kan de få den hjælp, de har brug for, samtidig med at det kan skabe mere ro i resten af klassen. Inklusion er nemlig blevet et grundvilkår i folkeskolen, det er Merete Christensen helt med på.

»Men det er præmisserne for hvor meget og hvordan, der halter,« slår hun fast.

Læs også: Inklusionen tager pusten fra lærerne


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *