Strikkegraffiti i Hareskoven
Strik-till-træ-copy.jpg
Et af træerne i Hareskoven har fået ’’grenvarmer’’ på. Det er ukendte gerningsmænd, der har lavet strikkegraffiti. Foto: Privatfoto
Ret og vrang Fænomenet strikkegraffiti er kommet til Hareskoven, hvor et træ er blevet iklædt en lun og farverig ’’sok’’.

Der er ikke grænser for kreativiteten, når strikkegraffiti-kunstnere beslutter sig for at slå til i skove og parker eller på gader og stræder.

I Hareskoven har ukendte gerningsmænd været ude med pinde og garn – og det har resulteret i en virkelig flot ’’sok’’ på et af skovens træer.

Naturvejleder Stephan Springborg faldt over det fine træ på en af sine utallige gåture i skoven og det er første gang, han oplever fænomenet ’strikkegraffiti’ eller ’yarn bombing’, som det hedder på engelsk.

»Selv om det ikke er en naturlig del af skoven – ja vel nærmest et fremmedelement, vil vi ikke fjerne kunstværket,« lover Stephan Springborg og tilføjer:

»Det skader jo ikke noget, at den hænger der, da der ikke er brugt hverken søm eller andet, så den får lov at blive hængende, til den går i opløsning og selv falder ned. Men så rydder vi den også væk.«

Naturvejlerede vil dog ikke opfordre andre til at lave strikkegraffiti, da skoven gerne skal fremstå naturlig og uden alt for mange fremmedelementer, som han siger.

Har du set andre sjove udsmykninger i vores lokalområde, så send en mail med et billede af det til red@ballerupbladet.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *