Julius har sovet udenfor i et år
spejder_julius_6.jpg
Julius har vænnet sig til kulden, så efter han er flyttet ind på sit værelse igen er der blevet slukket for varmen. Foto: Flemming Schiller
Spejder 11-årige Julius Masters fra Skovlunde er en vedholdende dreng. Seneste påfund, som han netop har gennemført, var at sove udenfor i telt i et helt år.

Bag familien Masters’ hus i Skovlunde står et godt brugt telt, som har fået tilføjet lidt ekstra forstærkning med blandt andet en stor presenning. Teltet står lige udenfor hoveddøren, i læ mellem huset og hegnet ind til naboen, og ud af det kigger 11-årige Julius N. Masters med et kæmpe smil.

Han er iført spejderuniformen i dagens anledning, da Ballerup Bladet er på besøg for at høre lidt mere om hans bedrifter – det der spejder er nemlig blevet til lidt mere en møder og lejrture.

Julius er ret begejstret for de mange krævende mærker, man kan opnå som spejder. Altså de sjældne mærker, som kræver mere end almindelig engagement at opnå. Og det er lige præcis derfor, avisen er på besøg.

Julius har for få dage siden gennemført sin hidtil største udfordring på spejdermærkefronten, og dermed kan han snart få mor til at hjælpe med at sy det seje Snorky-mærke på sin uniform.

Snorky-mærket er bevis på, at 11-årige Julius har sovet udenfor i telt i et år – altså i et helt år, 365 dage i sovepose i regn, blæst, sne og bagende sol. Både hjemme og ude, når han har overnattet hos andre eller været på ferie.

Mor sagde stop

»Jeg hørte om mærket fra en af spejderlederne, og så tænkte jeg, at det lød meget skægt, og det ville jeg da godt prøve,« fortæller Julius, der netop er hjemvendt fra skiferie i Østrig, hvor han også sov udenfor i telt, mens resten af familien sov indenfor på hotel.

Vel hjemme i Skovlunde igen, havde han en enkelt nat tilbage af de 365, og nu går han og venter på sit Snorky-mærke, som skal have plads på den blå spejderskjorte, blandt alle de andre.

Året før tog han det lidt nemmere Shorty-mærke, som gik ud på at han skulle gå i shorts i et helt år – til alle spejderarrangementer, møder og ture.

Det er ikke fordi, han vil bevise noget eller konkurrerer med spejderkammeraterne om det. Han synes bare, at det er meget skægt at tage udfordringen op.

»Jeg har selvfølgelig hjulpet med at slå teltet op og sætte presenningen over. Så har vi lagt flamingo-plader under teltet for isolere lidt mod kulden nedefra, og han har fået et par madrasser ind i teltet,« fortæller Julius’ far Jacob Masters.

Julius har selv holdt fast hele året igennem og har imponeret forældrene med sin vedholdenhed.

»Han har selv taget varmt tøj og hue på og sagt ’nu går jeg ud og sover’ om aftenen. Det er ikke fordi, jeg har skullet overtale ham eller holde ham i ørerne. Nærmere tværtimod,« fortæller Julius’ mor Katja Masters.

For der har været en enkelt nat eller to, hvor mor synes, at det var lige voldsomt nok, at han lå alene ude i det vilde vejr.

»Den der storm i november. Der sagde jeg altså til ham, at han skulle sove indenfor. Det var for voldsomt,« siger Katja, der også har hjulpet lidt til med at koge de små varmepuder, som Julius fik med ud i teltet hver nat i vintermånederne.

Varme og vilde dyr

Reglerne for Snorky-mærket tillader at man ’’springer over’’ nogle nætter. Man skal bare set over en periode på 400 dage, have sovet udenfor i de 365 som udgør et år. For Julius var der kun en håndfuld dage, han måtte overgive sig og flytte indenfor. Det var nu ikke kulden der var værst – men derimod Mallorcas vilde dyr.

»Vi holdt sommerferie på Mallorca, og der sov jeg selvfølgelig også ude. Men hver morgen vågnede jeg helt vildt tidligt klokken fem eller seks eller sådan noget, og så havde jeg bare myggestik over det hele,« fortæller Julius.

Han prøvede at gennemføre, men det var så varmt at han var nødt til at sove i badebukser og selvom familien forsøgte at sætte myggenet op, slap de små blodtørste bæster alligevel igennem og stak stakkels Julius, der efter nogle dage kastede håndklædet i ringen og rykkede indenfor.

Men hverken mørke, kulde, eller nedbør har taget modet fra Julius.

»Jeg synes faktisk, at det er meget rart at vågne op til snevejr. Der er sådan helt stille. Og så er det jo også meget sundt at sove ude,« siger han.

Men nu er udfordringen ovre og Julius er rykket ind på sit værelse igen. Så nu ligger han nok rigtig der i varmen og hygger sig?

»Næh, jeg har slet ikke tændt for varmen på mit værelse,« fortæller han, mens hans mor nikker og understreger, at Julius aldrig er syg.

spejder_julius_2Foto: Flemming Schiller


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *