Succes med is, sten og kost
curling_1.jpg
Mester med is, kost og sten. Sådan er det gået for Henrik Holtermann, som ved et tilfælde faldt over curling og nu er en del af holdet ved junior VM for A-nationer, som bliver afholdt i Tårnby i marts måned. Foto: Flemming Schiller.
Ismester Tilfældigt TV-zapperi endte for Henrik Holtermann med en stor og succesfuld passion for curling, der nu har sendt ham til A-VM med sit hold.

Når man er 18 år handler livet ofte om skole, fest, venner og i nogle tilfælde også om lidt sport.

Det kan være fodbold, håndbold eller måske en af de mellemstore idrætsgrene. Men når man hedder Henrik Holtermann er det ikke helt på samme måde. Den 18-årige elev i 2. g på Borupgaard Gymnasium har nemlig en stor passion, som ikke mange deler. Nemlig curling.

Selvom han naturligvis har de samme interesser som andre i hans alder, så er det især hans sport, der adskiller sig. Curling er vel det man kan kalde en nichesport, og selvom den er blevet mere udbredt efter det danske hold for nogle år siden vandt medaljer ved OL, så er der stadig ikke mange som ved, hvad den specielle issport med kost og sten egentlig går ud på.

Tilfældigt møde

Det vidste Henrik Holtermann heller ikke da han i 2010 sad og kedede sig foran fjernsynet og zappede efter underholdning. Helt tilfældigt faldt han over en udsendelse med curling og det fangede hans interesse. Han ved egentlig ikke selv hvorfor, men i de seneste fem år har curling bragt ham stor glæde og succes på sit felt.

»Jeg havde aldrig hørt om curling før, men jeg har altid haft noget med præcision og bolde. På en eller anden måde fangede curling mig og jeg endte med at gå til det. Det viste sig også hurtigt, at jeg havde et talent og så gik det stærkt,« siger Henrik Holtermann, der meldte sig ind i en curlingklub, hvor han siden har trænet flere gange om ugen.

»Det er klart, at har man et talent, så kan man komme hurtigt til tops i curling. Der er jo færre spillere. Men det kræver altså langt mere end mange tror. Sporten er meget stor i Canada og Sverige og den dyrkes af folk i alle aldre. Jeg har mødt hold med spillere op i 80’erne, så det er en sport for alle. Men det kræver en hel del i form af præcision, beregninger og den slags,« siger Henrik, der har oplevet, at curling en gang imellem dukker op i medierne, oftest i forbindelse med OL, hvor Danmark har et hold med. Men medieinteressen forsvinder ofte hurtigt igen.

»Medieinteressen betyder naturligvis meget, men det er jo en sport, hvor vi ikke altid får så meget opmærksomhed. Så derfor er det også fint, at vi sidder her og snakker om at dyrke curling,« siger Henrik Holtermann.

Han har på de fem år opnået at komme med på juniorholdet i Danmark, der i begyndelsen af marts skal spille Junior A-VM mod nogle af de helt store nationer.

Kræver afsavn

Men at komme til tops har også krævet meget træning. Henrik træner mindst 2-3 gange om ugen i enten Hvidovre eller Gentofte, som er nogle af de eneste i området, der har faciliteter til curlingspillere. Det har ofte betydet, at gymnasiefester og andre sociale aktiviteter er blevet droppet.

»Det kræver meget tid, både til træning og til transport og det har også betydet, at jeg har måttet blive væk fra en del sociale ting. Men jeg ved også, at hvis man vil være god til noget, så kræver det ofre,« siger Henrik, som godt ved, at hans kammerater indimellem synes det er noget underligt noget.

»Mange af mine kammerater synes det er lidt mærkeligt. Både at bruge så meget tid på en sport, og så endda en sport, der er så ukendt. De tror det er let at spille og kan derfor ikke forstå, at det kan kræve at man siger nej til fester og den slags. Men det kræver en stor indsats at være på et højt niveau, også når man spiller curling,« understreger Henrik Holtermann, som ikke dyrker fitness, men som alligevel holder både sig selv og den analytiske hjerne i form.

»Udover at være i god form, så kræver det især viden at spille curling. Man skal vide meget om isforhold, beregning af kuglens bane og den slags. Så skal man være med på toppen, så tager det bare tid,« siger Henrik, som understreger at han naturligvis også forsøger at være med til klassens arrangementer, så godt som det nu er muligt.

Svært at leve af

Men selvom Henrik knokler med sin sport, har succes og er blevet en del af eliten i junior curling, så ved han også godt, at de mange timers træning og de mange afsavn måske alligevel ikke kommer til at betyde en levevej som curlingspiller.

»Jeg vil naturligvis gerne leve af at spille curling. Men jeg er stadig junior og de seniorspillere, der er nu, er rigtig gode. Desuden er det rigtig svært at leve af curling i Danmark. Så jeg dropper ikke gymnasiet, for det er godt at have noget i baghånden. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers vil lave, men jeg vil satse på curling og se, hvor langt jeg kan drive det. Man skal bare kæmpe mere for det her end i Canada, hvor børnene nærmest vokser op med sporten i den lokale skøjtehal.

Men jeg elsker den sport, så jeg vil kæmpe for det,« siger Henrik Holtermann, der fik noget der minder om en sportslig åbenbaring og med held, talent og flid har drevet det til toppen af en lille, men standhaftig idræt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *