Forældre raser efter lukningstrussel
Fridrætten-2.jpg
Idrætsfritidsklubben Fridrætten er i overhængende fare for lukning. Forældrene undrer sig over prioriteringen og ønsker stedet bevaret. Foto: arkivfoto
fritidsklub Ballerup Kommune har planer om at lukke institutionen Fridrætten. Men forældrene er ikke tilfredse, hverken med planer eller forløb.

»Det er på tide, at vi snart får noget ro omkring vores børns hverdag. Vi har 125 indskrevne børn i Fridrætten og en dagligdag der fungerer rigtig godt. Der er alle typer børn i institutionen og vi har en hverdag, hvor der er mange hensyn at tage. Pædagogerne er pressede, men alligevel formår Fridrætten at være et tilbud, som fungerer som et rigtig godt alternativ til de andre institutioner. De 125 børn risikerer Ballerup Kommune at miste, fordi de nu igen skal rykkes op med rode og andre steder hen,« siger Berit Grønbech.

Hun er medlem af forældrebestyrelsen i institutionen Fridrætten, en idrætsinstitution i Ballerup Idrætspark, der administrativt hører til Skovlunde. Institutionen er varslet til at lukke og blive sammenlagt med de andre institutioner i Klub Skovlunde, Ellekilde og Lundebjerg Fritidscenter, hvor børnene efter de kommunale planer skal indfinde sig efter sommerferien.

Høring på skrømt

De planer er forældrene dog ikke begejstrede for. Ikke kun fordi de ser endnu en omvæltning i børnenes liv, men også fordi de ikke mener, at være blevet hørt i processen.

»Sammenlægningen eller lukningen er blevet sendt i høring, javel. Men høringen virker ikke reel. Kommunen har for travlt og det virker som om, beslutningen er truffet. Politikerne siger, at det ikke er en spareplan, men det er reelt en omprioritering indenfor samme sektor. Stedet forsvinder og det koster ekstra ressourcer at flytte 125 børn til en anden institution. Så jeg kan kun se det som en spareplan,« siger Berit Grønbech.

Hun opfordrer til at man tænker nyt indenfor ledelsen af stedet og ad den vej sparer nogle ressourcer, men bibeholder et velfungerende sted, der rummer en række børn, der i forvejen har en omtumlet tilværelse grundet skolereform, strukturændringer og andre kommunale tiltag.

»Tingene bliver altså ikke bedre af bare at ryste posen. Vi mener, at man skal lade pengene blive hvor de er og ikke flytte penge til Ballerup Syd. Lad os få ro på og indse, at det handler om børnenes hverdag,« siger Berit Grønbech.

Formanden ærgrer sig

Hos formanden for Kultur- og Fritidsforvaltningen, Tom S. Nielsen (A) er der stor beklagelse over, at Ballerup Kommune måske skal lukke Fridrætten og lægge den sammen med Klub Skovlunde.

»Fridrætten er et spændende alternativ til en almindelig byggelegeplads, som jeg selv var med til at starte for 15 år siden. Her var der fokus på idræt og en række aktiviteter, som kunne samle drenge, der savnede udfordringer. Den er efterhånden gået over til at være en almindelig klub, men stadig med fokus på idræt og jeg kan godt forstå, at forældrene er frustrerede over, at vi måske skal lægge den sammen med de andre institutioner i Skovlunde. Jeg er også grumme ked af, at det kan ende sådan, men der er simpelthen behov for at tænke nyt,« siger Tom S. Nielsen.

Faktum er, at politikerne har fastslået, at Ballerup Kommune har brug for at øge tilbuddet i Vængerne og Hede-Magleparken og netop i Vængerne åbnede Ballerup Kommune for et år siden et tilbud på prøve, der nu skal gøres permanent.

»Der er politisk enighed om, at tilbuddet i Vængerne er vigtigt med henblik på SSP-indsats og den slags. Der er desværre ikke råd til, at man åbner endnu en institution, og derfor laver vi denne omprioritering,« siger Tom Nielsen.

Han kan godt se, at de øvrige klubber i Skovlunde måske ikke er det samme som Fridrætten, men han garanterer, at de andre klubber vil bestræbe sig på at tilbyde aktiviteter der kan komme de nuværende Fridræt-børn til gode.

»Jeg forstår godt, at forældrene er ærgerlige over det. Det er jeg også. Men vi er nødt til at tænke på denne måde og jeg er sikker på, at de andre institutioner kan tilbyde noget godt til Fridrættens børn,« pointerer Tom Nielsen.

Høringssvarene bliver nu gennemgået og efter planen skal sammenlægningen besluttes i udvalget i enten marts eller april måned.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

6 kommentarer om “Forældre raser efter lukningstrussel”

  1. Birgitte Hjelmsø siger:

    “Behov for at tænke nyt”?? Den forstår jeg ikke.
    Jeg undrer mig over at der ikke skal være plads til de børn som måske ikke føler at en bygger passer for dem. Der skal være plads til alle kommunens børn og valgmuligheder for vores børn. Valgmuligheder betyder også at man kan søge nye venskaber uden for sin klasse, det skal der være plads til i en kommune som vores!

  2. Berit grønbech siger:

    Helt enig, det er meget tomme ord der er baggrund for lukningen.

  3. Mette siger:

    Jeg forstår ikke en lukning af Fridrætten er en nødvendighed. Hvad skal der ske med de børn, der netop har tilmeldt sig i en klub med så mange tilbud i naturskønne områder, hvor der er plads til en bred vifte af sportslige aktiviteter. Alt dette har de ikke mulighed for på byggelegepladserne. En lille byggelegeplads, der er placeret i Lundebjerg, hvor der i mine øjne at se, ikke er plads til flere børn. Heller ikke i de udendørs arealer. Og under 1 km derfra ligger en anden byggelegeplads Ellekilde. Vores børn har netop fravalgt disse klubber og ønsker ikke at gå der.
    Hvorfor lukke et sted der fungerer så godt for netop de børn, der er tilmeldt på Fridrætten. Jeg forstå ikke begrundelsen.

  4. Pia Jørgensen siger:

    Jeg forstår heller ikke lukningen af Fridrætten, som netop var et rigtig godt alternativ til de to “byggere”. Fridrætten har alle de motionsmuligheder, som de andre klubber ikke har. Dette var bl.a. en af grundene til, at mit barn valgte netop Fridrætten.
    Jeg kan slet ikke forstå begrundelsen for lukningen af en klub, der fungerer perfekt.
    Så jeg ser frem til et konstruktivt svar – og ikke bare en sludder for en sladder, hvor argumenterne modsiger sig selv.

  5. På Venstres gruppemøde her til aften har vi besluttet, at vi ikke kan støtte en nedlæggelse af Fridrætten.
    I Venstre går vi ind for valgfrihed – og det gælder også klubtilbud, og derfor vil vi være kede af at fjerne dette tilbud til de unge i kommunen.
    Vi vil gerne være med til at se på, hvordan vi kan sikre, at Fridrætten drives på en økonomisk ansvarlig måde – men at nedlægge den, vil vi ikke være med til.
    Da Venstres medlemmer af Kultur- og Fritidsudvalget i morgen tager på en længe planlagt rejse, vil Venstre desværre ikke være repræsenteret på udvalgets møde i morgen. Vi har dog orienteret borgmesteren (og dermed den socialdemokratiske gruppe) om vores standpunkt, og har foreslået, at indstillingen afvises, eller at sagen udsættes, så der kan findes en bedre løsning.

  6. Agate Hjulmand siger:

    Jeg mener, at Center for Skoler, Institutioner og Kultur (CSIK) bør fremlægge deres lægefaglige materiale , der påviser, at det er sikkert for asmatikere/pelsallergikere, at omgås dyrene (og de andre børns overtøj etc).

    Dette går nemlig stik imod de informationer, som speciallægen gav min familie, i forbindelse med, at min datter fik konstateret pelsdyr allergi.

    Desuden vil jeg gerne have en uddybende forklaring på, hvordan CSIK er nået til at Klub Lundebjerg og Klubben i Brydegården er gode alternativer.
    Hvordan skulle det hænge sammen med rationalet om, at omstruktureringen begrundes i, at der skal være større sammenhæng mellem skole og klub.

    CSIK har i denne sag umærket sig ved at være partshaver – og desuden fået resten af den kommunale kommunikation til at afspejle dette. Det er derfor at Fridrætten ikke længere ses som et alternativ for skolebørnene – muligheden for at hente information er væk fra kommunens hjemmeside.
    Jeg håber, at CSIK er klar over, at der dermed er skal en ulige mulighed for tilmelding til NETOP denne klub ved det kommende optag, og derfor ville det klæde kommunen at melde Fridrættens eksistens meget klart ud til de interesserede borgere (Skoleintra/ nyt fra Kommunen i Ballerup Bladet / få rettet den hjemmeside)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *