Lundegården rykker hegnspælene op
boldbaner_4-1.jpg
I løbet af 2016 flytter Lundegården deres baner fra den trafikerede Skovvej til nye baner og lokaler på den gamle Skovmarksskolen. Dermed bliver der plads til sikkert boldspil for BFC-spillerne og grønne områder i Ballerup Kommune. Foto: Flemming Schiller
boldspil Snart rykker BFC Lundegården ud til nye og sikre baner på Skovmarksskolen. Dermed er en afslutning på den langstrakte hegnssag på vej.

Igennem en længere periode af 2015 skrev Ballerup Bladet om BFC Lundegården, der spiller bold på banerne lige ud til den trafikerede Skovvej.

Flere bilister påpegede de farlige situationer, der opstod, når bolden røg ud på kørebanen. Det førte til en ophedet debat om hvorvidt der skulle sættes højere hegn op ud til vejen. Det skabte uenighed i den socialdemokratiske gruppe og debatten handlede om grønne områder kontra sikkerhed. Men nu er der fundet en løsning på problemet.

Penge til flytning

Ballerup Kommune har nemlig sat tre millioner kroner af i budgettet til at flytte Lundegården ud til den tidligere Skovmarksskolen, der ikke bruges til sit oprindelige formål længere. Det betyder, at klubben får mere plads til både boldbaner og omklædning og samtidig kommer klubben tæt på Egebjerg, hvor mange af medlemmerne kommer fra.

»Vi har afsat tre millioner kroner til at Skovmarksskolen sættes i stand med baner og klublokaler. Det har vi aftalt med lederne og jeg håber, at det kommer til at ske hurtigst muligt. Dermed har vi opnået et kompromis, så klubben får en god løsning og vi samtidig kan beholde de grønne områder uden for mange forstyrrende elementer. Det vigtigste for mig var, at Lundegården fik en løsning, som de er tilfredse med,« siger Tom Nielsen (A), formand for Kultur- og Fritidsudvalget.

En god løsning

Tilfredshed er der da også at spore hos formanden for Lundegården, Dennis Laursen.

»Den løsning er til klubbens og området bedste. Vi ville helst have beholdt vores nuværende placering, og forløbet op til flytningen har ikke været særlig kønt. Men når det ikke kunne være anderledes, så er det faktisk en god løsning. De fleste af vores medlemmer kommer fra Egebjerg og det betyder faktisk, at mange nu kan komme direkte til det nye klubhus og de nye baner. Det er vi glade for,« siger Dennis Laursen, som glæder sig over nye omklædnings- og klubrum og baner, hvor spillere i alle aldre kan spille sikkert fra tung trafik.

»Der kommer plads til ekstra omklædningsrum fordi vi gerne vil samarbejde med handicapidrætten. Handicap-spillerne er jo røget ud af kommunen og det synes vi er helt galt. De andre klubber har ikke plads til dem og vi vil gerne løfte det sociale ansvar og vise, at handicappede også er velkomne i vores klub. Så derfor er vi ekstra glade for, at vi nu får mere plads,« siger Dennis Laursen.

Der bliver ifølge Dennis Laursen plads til en 11-mands bane, to 8-mands baner og nogle mindre baner. Dermed bliver der plads til alle spillere, også de yngste, så man kan holde klubben samlet.

»Vi glæder os og håber, at vi kan mødes i det nye klubhus efter sommerferien. Hvis vi ser bort fra flytningen, så har vi faktisk fået det, vi ville og kan nu se frem mod nye mål og endda have plads til nye medlemmer, hvis der kommer flere til,« siger Dennis Laursen.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *