På bjergene for en god sag
Cykelnerven_2015_325_Low-Res.jpg
Der skal slides i de høje alper, når Cykelnerven 2016 drager til Frankrig for at køre på de veje, som Tour de France-karavanen skal køre få uger senere. Målet er at samle penge ind til Sclerose-forskningen. Flere lokale ryttere er med i det 250-mand store motionsrytter felt. Foto: arkivfoto
indsamling Fire lokale cykelryttere tramper i pedalerne i Frankrigs alper til sommer for at samle ind til Scleroseforeningen. Træningen begynder lige om lidt.

Der er rigtig mange som hvert år følger de professionelle cykelryttere, som tramper deres dyre cykler helt ud i gearene for at besejre Alperne, når Tour de France ruller igennem det franske landskab. Men nu tager en flok motionister cykelhandsken op og vil få uger før tage på tur og besejre Mont Blanc. Målet er ikke at slå det professionelle felt, men derimod at samle penge ind til og skabe opmærksomhed om Scleroseforeningens arbejde med at knække den alvorlige sygdom.

Turen hedder Cykelnerven 2016 og holdet består af 250 motionscykelryttere, heraf fire lokale ryttere, der har taget sig fri til at kæmpe sig op af Europas højeste bjerg og svede for et godt formål.

Den skjulte sygdom

»Vi gør det for at skabe opmærksomhed om en alvorlig sygdom, som rammer mange tusinde mennesker og ikke mindst deres familier. Det er en lidt ’skjult’ sygdom’, der ikke har den samme bevågenhed, som visse andre sygdomme, men som i værste tilfælde er dødelig,« siger Jørgen Kurt Jensen, holdkaptajn for det seje cykelhold.

Træningen begynder den 5. marts og fortsætter indtil holdet tager til Frankrig og de høje bjerge fra den 15. til den 19. juni, få uger før den professionelle cykelkaravane kravler op ad de samme bjergveje.

Træningen skal være intens for Jørgen og hans holdkammerater og det er meningen, at det skal være en hård omgang.

»Det er en udfordring, men det er meningen med vores indsats. Det kræver lidt mere end bare at køre på flad vej. Der må godt være et stort element af engagement i det. Samtidig får vi kombineret god træning med et godt formål,« siger Jørgen Kurt Jensen, som har deltaget i en række andre velgørenhedsløb i gennem tiden.

Brug for millioner

Målet for Cykelnerven 2016 er at samle fire millioner kroner ind til forskning, der kan bremse eller kurere sclerose, og hver deltager forpligter sig til at indsamle 15.000 kroner. Dermed sikrer man sig, at alle er engagerede i såvel cykelturen som i sagen.

»Der er i den grad brug for midler til forskningen, så vi vil undgå, at rytterne bare ser turen som en cykelferie. Der skal også samles penge ind og derfor har vi et mål. Det kan godt være at det udjævner sig, så det ikke betyder så meget om man samler 12.000 ind, når andre samler 18.000 ind. Men man skal gøre en indsats,« siger Jørgen Kurt Jensen.

Deltagerne arbejder derfor også inden løbet på at skaffe penge på forskellige måder. Nogen afholder middag-events med underholdning, andre finder private sponsorer eller andet. Men målet for arbejdet er det samme. At samle så meget som muligt ind til det internationale forskningsprojekt ’Progressiv MS Alliance’, der skal bekæmpe progressiv sclerose, som halvdelen af patienterne lider af.

»Det er en sygdom, som man ikke altid kan se. Derfor er der ikke så stor bevågenhed om den. Men den er alvorlig, så derfor er det vigtigt, at vi finder midler. Derfor er vores spektakulære cykeltur en af de måder, man kan skabe positiv opmærksomhed på,« siger Jørgen Kurt Jensen.

Billeder fra sidste års Cyklenerven:

Cykelnerven_2015_039_Low-Res Cykelnerven_2015_321_Low-Res

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *