Borgmesteren til kamp mod spareplaner
jesper_w_5.jpg
orgmester Jesper Würtzen har fået nok af regeringens omprioriteringsbidrag. Han vil have, at Ballerup skal tage klart afstand fra sparekravet. Foto: Flemming Schiller
budget Borgmester Jesper Würtzen (A) vil have en samlet kommunalbestyrelse til at udtrykke sin modstand mod regeringens omstridte omprioriteringsbidrag.

I forbindelse med indgåelse af kommuneaftalen for 2016 besluttede regeringen og Kommunernes Landsforening (KL), at kommunerne i de kommende år skal aflevere én procent af deres serviceramme til statens såkaldte omprioriteringsbidrag. Det betyder for Ballerup Kommune besparelser på 25 millioner om året de kommende år. Flere kommuner har fået omprioriteringsbidraget galt i halsen og det gælder også for Ballerup.

Derfor vil borgmester Jesper Würtzen (A) nu foreslå kommunalbestyrelsen, at man samlet lægger afstand til omprioriteringsbidraget og giver et klart signal til både regeringen og til KL om, at Ballerup er imod bidraget og vil have bidraget droppet. Det foreslog Mette Hedgaard fra Enhedslisten for en måned siden i Ballerup Bladet. Om det er det forslag, der nu er blevet en realitet er uvist, men nu følger Ballerup Kommune i kølvandet på andre kommuner, der også har gjort oprør mod omprioriteringsbidraget.

»Omprioriteringsbidraget betyder, at vi skal finde 25 millioner om året de kommende år. Det er mange penge og det betyder helt klart, at der skal spares på varme hænder. Vi får flere ældre og vi får flere flygtninge og de udgifter vejer tungere. Der kunne vi sagtens bruge de ekstra penge. Bidraget er et indgreb i kommunernes handlefrihed og samtidig en stor økonomisk byrde. Derfor vil jeg appellere til, at vi som kommune siger fra og opfordrer til at bidraget bliver droppet,« siger borgmester Jesper Würtzen.

Sidder med problemet

Han er også medunderskriver på en åben fællesskrivelse i denne udgave af Ballerup Bladet, hvor en række faglige organisationer kritiserer bidraget.

Læs indlægget her: Nej til milliardnedskæringer og omprioriteringsbidrag

»De faglige organisationer sidder jo derude, hvor det gør ondt. De kan se, at presset stiger mere og mere på deres medlemmer, så derfor vil de også være med til at presse på,« siger borgmesteren, der håber, at den bølge af protester, der er ved at rejse sig, kommer til at gøre indtryk.

»Der er rigtig mange borgmestre, både røde og blå, der er imod bidraget. Derfor appellerer vil til de partier der støtter regeringen, at de vil presse på for at få omgjort det her bidrag. Det er en helt urimelig fremgangsmåde overfor kommuner, der i forvejen er pressede. På Vestegnen er der en række kommuner med store socio-økonomiske problemer og de bliver bestemt ikke lettere af, at man nu tager af servicerammen. Så et maksimalt pres på regeringen i denne sag tror jeg, vil føre til noget,« siger Jesper Würtzen, der tilføjer:

»Mon ikke de besinder sig«.

Selvstyret tilbage

Borgmesteren erkender, at det handler om at presse regeringen og samtidig genvinde noget af det kommunale selvstyre.

»Hvis vi får held med at få nogle af pengene tilbage til kommunerne, så vil jeg ikke lade staten bestemme hvor der skal spares og hvor der skal bruges penge. På det punkt forstår jeg ikke Københavns Kommune. Jeg er valgt som ansvarlig for at forvalte borgernes penge, så jeg vil også have indflydelse på, hvad pengene skal bruges til og hvor der skal spares,« siger Jesper Würtzen, der står ved, at udmeldingen også er politisk.

»Det handler om den kommunale økonomi. Men det handler også om, en politisk udmelding. Omprioriteringsbidraget er en politisk beslutning, så vi melder også politisk ud. Men i sidste ende handler det om, at man ikke kan presse kommunerne mere,« siger Jesper Würtzen.

Venstre er enige – sådan da

Hos ’regeringspartiet’ Venstre er der enighed i kritikken, omend der er undren over motivet.

»Jeg har ikke fået nærlæst detaljerne, det skal jeg erkende og vi har ikke fået drøftet det i gruppen. Men jeg undrer mig over, at det er borgmesterens forslag og ikke Enhedslistens forslag. Det venter jeg stadig på. Ellers er der intet nyt i det. Det er den samme kritik, som vi og mange andre har fremført længe, så jeg kan ikke rigtig se noget nyt i det. Når det så er sagt, så er jeg principielt enig i kritikken. Jeg er ikke vild med omprioriteringsbidraget og det har jeg også fremført de steder, hvor jeg kan komme til det. Det er et indgreb i det kommunale selvstyre og det presser kommunerne helt unødigt. Så selvom jeg ikke helt kender den præcise ordlyd i forslaget, så er jeg enig i kritikken,« siger Kåre Harder Olesen (V), der også kalder udmeldingen politisk.

»Selvfølgelig er det en politisk udmelding. Jeg tvivler på, at borgmesteren og venstrefløjen var kommet med den slags forslag, hvis vi havde haft en socialdemokratisk regering. Så selvfølgelig er det politisk,« siger Kåre Harder Olesen, der ikke endnu kan sige, om Venstre vil støtte ’manifestet’ men altså kan erklære sig principielt enig i kritikken af omprioriteringsbidraget.

1 kommentar om “Borgmesteren til kamp mod spareplaner”

  1. Rasmus siger:

    Slagt den bage for min skyl de er ikke bæder vær !
    Rasmus Bibæk lange

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *