Når man har nået den alder, hvor bentøjet ikke længere er, hvad det var engang. Er det godt, at der er andre, der stadig har lyst og kræfter til at hoppe i sadlen og sørge for en cykeltur i det fri.
Det kommer nu de ældre på kommunens plejecentre til gode, for de har fået tre nye rickshaws, som er nogle el-drevne ladcykler hvor der kan sidde en eller to passagerer forrest, mens en frisk frivillig ’cykelpilot’ tager pedaltjansen og cykler en tur med den eller de ældre.
Cyklerne er tilknyttet kommunens plejecentre, så beboerne kan komme ud på hyggelige cykelture i lokalområdet.
Cykelpiloterne er frivillige borgere i Ballerup Kommune, der har meldt sig til at gøre en lille indsats med stor effekt for plejecentrenes beboere. Med den el-drevne motor kommer cyklen hurtigt op i fart, og motoren gør også, at cyklen er langt nemmere at træde rundt på cykelstierne.
De tre rickshaws var på jomfrutur fredag rundt på plejecentrene Rosenhaven, Kirstinehaven og Sønderhaven, hvor de får base fremover.
Det er foreningen ’Cykling uden alder’, der står bag initiativet sammen med Frivillig Ballerup og Dansk Cyklist Forbund.
Hvis man har lyst til at give de ældre i Ballerup Kommune en god oplevelse, kan man tilmelde sig som frivillig cykelpilot her: Cykling uden alder