Der er stadig nogle thuja-træer tilbage
Debat Ballerup Bladet skriver den 9. februar om fældning af thuja-træer ved Afrodites Øje i Jonstrup Vang. (Poul Bregninges læserbrev ’Massakren ved Afrodites Øje, red)

Jeg vil som ansvarlig for skovdriften og fældningen gerne oplyse lidt nærmere om fældningerne.
Thuja-træerne ved Afrodites Øje (lille skovsø) blev plantet i 1929 og har nu nået den alder og størrelse, hvor det ud fra en økonomisk betragtning er det rigtige tidspunkt at fælde træerne på. Naturstyrelsen skal hvert år skaffe mange penge til statskassen ved fældning og salg af træer; og derfor blev det besluttet at fælde thujaerne i år, da vi kunne sælge træet til en god pris. Og fælder vi ikke disse træer nu, så skulle vi fælde nogen andre træer i stedet for; for indtægterne skal skaffes.

Vi er opmærksom på, at skovgæster sætter pris på store træer – og også sjældne træer. Derfor har vi heller ikke fældet alle Thuja-træerne: Der er efterladt to store og synlige træer ved skovvejen og ved søkanten og yderligere seks træer i nord, så man kan stadig som skovgæst glæde sig ved synet af nogle store thuja-træer. Men det er også rigtigt, at glæden ved at se en tæt samling af store thuja ikke findes mere.

Omtalen af Danmarks Naturfredningsforenings rolle i læserbrevet er ikke korrekt. Naturstyrelsen havde været i dialog med Værløse Naturgruppe, som havde foreslået styrelsen, at der blev tyndet i området for at skaffe mere lys til Afrodites Øje. Det er så Naturstyrelsen, som besluttede, at man ville fælde både thuja-træerne og nogle af de løvtræer, som skyggede meget for Afrodites Øje. Ved at foretage fældningerne på samme tid minimeres omkostningerne, hvilket også er væsentligt for Naturstyrelsen.

Lige nu ser området kaotisk ud, fordi træerne er fældet og ligger i bunker på arealet. Til sommer vil træet være væk, og man vil kunne nyde at Afrodites Øje fremtræder som en del af en lidt større lysning – og stadig med to store fritstående thuja ved skovvejen og søkanten.

2 kommentarer om “Der er stadig nogle thuja-træer tilbage”

  1. Bent siger:

    Ja det er sgu sørgeligt at der bare skal fældes store halvgamle træer pga de små penge man kan få for kubik meter thuja træ idag..

  2. Ole Carlsen siger:

    Det er sandt, der er par Thujaer tilbage, resten er ren motorsavs-massakre.
    Lige overfor, på den anden side af stien, står en sten med indskriften:
    “JEG STAAR SOM VÆRN
    VED DEN STILLE SØ
    OM JONSTRUPS MINDER
    SOM EI MAA DØ”
    – var der nogen der sagde ironi?

Skriv et svar til Ole Carlsen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *