Trist fældning af thujaer
Debat  I de snart halvtreds år jeg har boet i Måløv, har Jonstrup Vang ofte været mit og min families foretrukne mål for naturoplevelser i vores nærområde.

Vi har med glæde fulgt de tiltag for naturgenopretning, der har været i området. Her tænker jeg på, at der er genskabt vådområder og søer efter den afvanding, der tidligere havde fundet sted, så Jonstrup Vang i dag opleves som en lille perle i vores nærområde.

Jeg vil her gerne tilslutte mig det tidligere debatindlæg fra Poul Bregninge. Da jeg i januar var på en af mine mange ture i skoven, hørte jeg kraftig støj fra en eller flere motorsave ved ’Afrodites Øje’. Jeg var mildest talt stum og kneb en tåre ved det syn, der mødte mig.

Ja undskyld mig ordet ”massakre”, sådan opfattede jeg det, der var sket med de gamle kæmper, thujaerne ved den lille sø, hvor jeg så ofte har siddet og lyttet til frøernes kvækken om foråret eller bare nydt stilheden og den duft, som thujaerne fyldte mine næsebor med.

Nogen har engang sat en mindesten ved den lille sø med indskriften: ”Jeg står som værn ved den stille sø om Jonstrups minder som ej må dø”. Det hjalp ikke de gamle thujaer, nu ligger de stolte kæmper på jorden, de måtte dø for ussel mammon, og vi naturelskere vil savne af de stolte majestætiske gamle kæmper ved Afrodites Øje.

At naturstyrelsen med Danmarks naturfredningsforening skulle have givet grønt lys, må undre, måske har de ikke set stedet ved selvsyn. Hvis kriteriet var, at træet ikke hører naturligt hjemme i en dansk skov, ville vi skulle undvære vores elskede juletræ, nordmannsgranen med mange andre nåle- og løvtræer, som er blevet indført gennem tiderne.

Tænk næste gang, inden motorsaven tages i brug. Nok kan der komme nye, hvor de gamle faldt, hvis vi har tid at vente.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *