Bankrøveri gav udbytte på 170.000 kroner
Bankroeveri-gav-udbytte-paa-170.000.jpg
Politiet efterlyser vidner til bankrøveriet i centrumgaden. Foto: Alan Klestrup
Bankrøveri To røvere på motorcykel tvang mandag formiddag personalet i Danske Bank på Centrumgaden på gulvet og forsvandt derefter med kassebeholdningen. Politiet efterlyser vidner til flugten.

Centrumgaden var mandag den 19. august som mandage er flest, da en motorcykel sidst på formiddagen stille og roligt trillede op ad strædet ved kirken og ind på Centrumgaden. Ud for nummer 6 stoppede chaufføren motorcyklen, og hans bagsædepassager steg af og gik ind i banken. Her trak han et oversavet jagtgevær, som han brugte til at true bankens personale til at lægge sig ned på gulvet. Herefter tømte han bankens kasser for kontanter – i omegnen af 170.000 kroner.

»Der var masser af vidner udenfor banken, som kunne fortælle, at motorcyklisten roligt stod og ventede på, at hans makker kom ud fra banken,« fortæller kriminalassisten Carsten Christoffersen fra Københavns Vestegns Politi.

De samme vidner kunne fortælle, at bankrøveren, da han kom ud af banken, stille og roligt gik hen til sin ventende medgerningsmand og satte sig op på motorcyklen, før de to forbrydere i adstadigt tempo forlod gerningsstedet.

»De kørte tilbage ad Centrumgaden, forbi kirken, til venstre ad Bydammen og derefter til højre ad Præstevænget i retning mod Vestbuen – formodentlig i høj fart. Herefter ved vi ikke, hvor de kørte hen,« siger Carsten Christoffersen, som af hensyn til den videre efterforskning ikke vil fortælle yderligere om, hvad politiet har af spor efter gerningsmændene.

Politiet modtog en anmeldelse af røveriet klokken 11.23, mandag den 19. august, og ordensmagten hører gerne fra borgere, som har set noget, der kan hjælpe med opklaringen.

Motorcyklens fører, som ventede udenfor banken, bar en armygrøn hættetrøje og grå træningsbukser med en sort/hvid stribe ned langs siden. Desuden havde han en omvendt baseballkasket på med et tørklæde eller en elefanthue nedenunder.

Hans passager, som udførte selve røveriet, bar sort styrthjelm, sort jakke og sorte arbejdsbukser.

Motorcyklen var sandsynligvis en Suzuki i sølv/sort med gult på henholdsvis støddæmpere og på siden af den forreste karosse.

Har man oplysninger i sagen, kan man ringe til Københavns Vestegns Politi på 43 86 14 48 – i dagtimerne til Carsten Christoffersen på samme nummer – lokalnummer 4137.

 


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *