Livlig debat om Mandela initiativet
tapeten4.jpg
Foto: Flemming Schiller
Mandela Der er ikke den store tilslutning til idéen om at omdøbe Tapeten til Mandela-centret. Til gengæld er borgmesteren ikke helt afvisende overfor idéen om, at en anden lokalitet i kommunen kan opkaldes efter den sydafrikanske statsmand.

I sidste uge opfordrede en gruppe fremtrædende personer her i avisen kommunalbestyrelsen til at opkalde en lokalitet i Ballerup efter nyligt afdøde Nelson Mandela. Siden har der været en livlig debat om forslaget på diverse hjemmesider. Nogle kalder det poppet og useriøst, mens andre roser initiativet.

På hjemmesiden hvor man kan skrive under på appellen til kommunalbestyrelsen er der foreløbig 30 underskrifter, så den umiddelbare opbakning må betegnes som begrænset.

Tapeten skal ikke omdøbes til Mandela-centret

I appellen, som initiativgruppen havde i Ballerup Bladet i sidste uge, lyder det blandt andet:

»Hele verden mindes Nelson Mandelas indsats for fred, harmoni og mere retfærdighed. Mandelas kamp mod racisme og for et regnbuefarvet fællesskab, har appel til alle, og hans eksempel fortjener et eftermæle – også i Ballerup. Derfor vil vi opfordre Ballerup Kommune til at opkalde et sted efter Nelson Mandela. F.eks. kunne det nye frivilligheds- og foreningscenter (med det gamle navn Tapeten), omdøbes til Mandela-centret eller Regnbue-huset.

Men at det lige skal være Tapeten, der opkaldes efter Mandela er der udbredt modstand mod. Blandt andet skriver en borger på facebook:

»At Tapeten hedder »Tapeten« er jo en del af lokalhistorien, fordi der lå en tapetfabrik engang.«

Til det svarer én af initiativtagerne, Jens Ohlsson:

»Det er helt fint, at vi får en grundig debat om initiativet, så det ender med at blive noget som samler – og ikke splitter. For Mandela initiativet i Ballerup er stedet ikke afgørende. Det vigtigste er at Mandela får et eftermæle, fordi vi alle kan lære af hans virke for samarbejde, fred og retfærdighed.

Borgmesteren vil ikke afvise idéen

På rådhuset bliver der også talt om forslaget, men borgmester Jesper Würtzen er hverken 100 procent for eller imod:

»Jeg synes, at Mandela var en fantastisk statsleder. Han var en af vor tids helt store helte, og jeg har stor respekt for ham og de værdier, han havde som menneske,« slår borgmesteren fast.

»Men om vi skal opkalde noget efter ham her i Ballerup… Det er måske ikke lige det, jeg har tænkt aller mest over,« tilføjer han.

Man kan næsten fornemme borgmesterhjernen knage i telefonrøret, inden han igen formulerer en sætning.

»Det er måske ikke umiddelbart oplagt at omdøbe Tapeten til Mandela-centret. Men hvis man kunne finde det helt rigtige projekt, så vil jeg da ikke afvise det,« siger han og tilføjer:

»Hvis man skal ære ham, skal det være på den rigtige måde. Det er vigtigt, at det er et sted som er værdigt og som giver mening.«

Underskriftindsamlingen fortsætter på nettet, og i det nye år vil initiativtagerne aflevere underskrifterne til kommunalbestyrelsen, der herefter må tage stilling til, om der skal være et Mandela Center eller lignende i Ballerup.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *