Provokerende indslag i radioen
Debat Førtidspensionister: Til Borgmester Jesper:

Hørte dig i radioen i går udtale, at man for let har fået førtidspension i Ballerup Kommune, og at det er årsag til at færre kommer i arbejde.

Det er ellers ikke lang tid siden, at det lød, at Ballerup Jobcenter var gode til at få folk i arbejde.

Uanset hvad, så synes jeg, det var et provokerende indslag i radioen, for det er bestemt ikke mit indtryk, at det er sådan i Ballerup. Førtidspension er en sidste udvej og er sjældent ønsket af nogle.

Mig selv inklusive i sin tid.

De, der har førtidspension efter reglerne fra 2003, har ikke et livslangt »krav« på pensionen (som du sagde i radioen), men er som alle andre på førtidspension forpligtet til at fortælle systemerne, at de evt. har en arbejdsrest-evne. Det håber jeg da også som skatteborger, at de vil gøre.

Personligt kender jeg flere førtidspensionister, og ingen af dem har ønsket, at det skulle være sådan, og rigtig mange af os er trætte af at høre om, hvor stor en udgift vi er for samfundet.Lad være med at hoppe med på den vogn!

Selv har jeg forsøgt flere gange at komme lidt tilbage på arbejdsmarkedet, men uden held, og fordi mit helbred ikke tillader det. Tror ikke, at nogle vil ønske at bytte med min eller de andre førtidspensionisters situation.

Det meste af min førtidspension får jeg fra min private pensionsopsparing, og jeg betaler mere tilbage i skat, end det jeg får i offentlig pension.

Håber at dit indslag i radioen i morges var uheldigt »klippet« og, at der bare manglede nogle uddybende forklaringer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *