Boulevarden er ikke en boulevard
Debat Som svar til Steen Normind vil jeg sige, at debatten om indsnævring af Ballerup Boulevard ikke drejer sig om hvorvidt Steen Normind mener, at han kender mig, når han skriver, at jeg har ladet mig imponere, jeg lader mig sjældent imponere.

Jeg har ofte undret mig over, at vejen hedder Ballerup Boulevard, fordi definitionen på en Boulevard er: En vej i en by, oftest med træer på begge sider eller i midten. Vores tidligere borgmester gav også udtryk for, at han havde et ønske om at forskønne vejen, og sikre at bygningerne langs vejen ikke blev for skæmmende, det er en del år siden.

Alle projekter tager tid og har en bearbejdningsfase med dialog i medier og arbejde i udvalg og bestyrelser. Ballerup Boulevard er en bred vej, en kedelig vej, og det er en vej, som ofte benyttes, når man skal igennem Ballerup, til og fra arbejde. På Ballerup Boulevard køres der hurtigt, og boulevarden ender i en 6 meter bred villavej; Ågerupvej.

Man etablerede starten på Frederikssundsmotorvejen, som fremgik af en rapport fra 1963 om motorvej fra København til Frederikssund. Dette med henblik på at flytte trafikken fra Frederikssundsvej, Ballerup Boulevard og for at undgå sivende trafik gennem villaveje i Ballerup.

Som borger i Skovlunde er jeg glad for, at man nu iværksætter forskønnelse omkring boulevarden, og at det muliggør en udvikling for byliv og færden i Skolunde.

Afslutningsvis mener jeg, at det er vigtigt at argumentere for et projekt, og jeg mener ikke, at det i en dialog er hensigtsmæssigt, at fortælle andre mennesker, som argumenterer for et projekt, om hvordan de er. Jeg imødeser, at det efter en lang årrække endelig viser sig at det er muligt, at projektere Ballerup Boulevard til en boulevard.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *