Ny ledelsesstruktur gavner ikke børnene
Debat Det udsendte forslag til ny struktur gavner alene de centrale ledere og medarbejdere.

For dem sker der en forenkling, men for de enkelte dagtilbud bliver vejen til den centrale ledelse mere besværlig. Det gælder for både ledere, medarbejdere og forældre. Og det kan aldrig gavne børnene.

Formanden for Børne- og Skoleudvalget Peter Als skriver i sidste uge, at jeg som tidligere socialudvalgsformand selv har været med til at beslutte, at vi i nogle distrikter fik distriktsledelse. Men det er ikke korrekt. Det vi i fuld enighed besluttede dengang var, at distrikterne selv kunne beslutte sig til distriktsledelse eller børnehusledelse. Det betyder i modsætning til det nye forslag, at vi ikke pressede en løsning ned over dagtilbuddene.

Det nye forslag vil nemt føre til utilfredshed hos en række ledere og medarbejdere, forslaget den gang betød, at man hørte på forældre, medarbejdere og ledere og rettede sig efter dem. Så kan man jo selv bedømme , hvad der giver mest arbejdslyst og de bedste dagtilbud.

Formelt hører man også forældrene i denne omgang, men når man læser sidste afsnit i læserbrevet fra Peter Als, er det jo allerede besluttet hvordan fremtidens ledelse skal være.

Peter Als skriver nemlig ”Jeg tror på, at den nye struktur vil give dagtilbuddene…”. Så det er ren tidsspilde, at forældrene gennem deres bestyrelser i øjeblikket udfærdiger høringssvar.

Peter Als skriver, at ingen ledere er opsagt. Ikke desto mindre kunne deres fagforening BUPL gennem Facebook den 21. december fortælle, at alle lederne som julegave havde modtaget varsel om opsigelse/omplacering. Er det en måde at behandle lederne på midt i en høringsproces. Selvfølgelig er det ikke det, men det er en effektiv måde at lukke munden på de ledere, der er kritiske.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *