Mette og kontanthjælpen
Debat Mette Frederiksen har i sine blot to år som beskæftigelsesminister fået indført helt nye ydelser på det danske arbejdsmarked.

Ydelser som alle i kroner og øre svarer nøjagtigt til kontanthjælp, men blot med andre navne.

Sygemeldte risikerer nu allerede efter 26 uger at komme på en lavere ydelse. En arbejdsløs, som mister sin ret til dagpenge, kan i en periode modtage uddannelsesydelse. Ydelsen ophører med udgangen af 2013, men erstattes så af en arbejdsmarkedsydelse. Denne ydelse får også betydning for kommende seniorjobbere, som nu først kan overgå til et seniorjob på normal overenskomstmæssig løn, når de har opbrugt perioden med arbejdsmarkedsydelsen. Arbejdsmarkedsydelsen er i øvrigt også midlertidig og udløber med udgangen af 2016.

Forskellen på disse ydelser, målt i økonomi, er alene, at de modsat kontanthjælpen ikke er afhængig af, om den lediges ægtefælle har en indtægt, eller man f.eks. har en friværdi i sit hus. Det lyder jo meget besnærende, og specielt når det fremlægges som et alternativ til, at den ledige ellers ikke ville modtage nogen ydelse overhovedet. Med lad os lige se på, hvordan forholdet med de ledige og deres dagpenge er lige nu.

Regeringen har jo gennemført de dagpengeforringelser, som den tidligere borgerlige regering, de Radikale og Dansk Folkeparti besluttede. En halvering af dagpengeperioden fra fire til to år – og samtidig en fordobling af genoptjeningskravet fra 26 til 52 uger.

Det har medført, at op imod 30.000 arbejdsløse i løbet af 2013 har mistet dagpengene, og nu i stedet må leve af de nye ydelser på kontanthjælpsniveau.

Herudover er cirka 4.000 arbejdsløse røget helt ud af systemet og må leve af den rene kontanthjælp – hvis deres forhold gør, at de kan være berettiget hertil. Det var ikke den form for afvikling/udhuling af vores dagpengesystem, vi for to år gik på gaderne for, da vi anbefalede alle medlemmer at stemme for en ny regering.

I regeringsgrundlaget bliver vi lovet, at varighedsbegrænsningen på de 52 uger vil blive afskaffet. Ingen andre end regeringen selv har vel haft fantasi til at opfatte det som andet end, at man ved langvarig sygdom efter de 52 uger vil kunne fortsætte med at modtage sygedagpenge.

Ministeren ligger nu op til en lov, der giver ret til en fortsat ydelse – en såkaldt ressource-ydelse. Men i lighed med ydelserne for de ledige vil denne nye ydelse også være på niveau med kontanthjælpen, og som noget nyt kan den sygemeldte nu allerede efter 26 uger risikere at komme på denne lavere ydelse.

Der tegner sig klart et billede af, hvad ministeren og regeringen ønsker. Et fremtidigt dansk arbejdsmarked hvor arbejdsløse eller langtidssyge omfattes af en helt ny og lavere ydelse, end vi indtil nu har kendt til – eller i øvrigt anerkendt som niveau.

Kontanthjælpen svarer i dag til henholdsvis 60 procent af dagpenge/sygedagpenge for personer uden forsørgerpligt, og 80 procent for forsørgere. Det er dette lave niveau mange ledige og sygemeldte fremover skal leve af.

Glædelig jul.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *