Det er heldigvis sjældent, det kommer så vidt, at et barn må fastholdes. De, som har overværet eller prøvet den slags, ved hvor rædselsfuldt, det er. Især for barnet. Men også for medarbejderen. Barnet skriger i raseri eller angst. De andre børn bliver utrygge. Og den voksne føler sig som en fiasko. Ren afmagt for alle parter.
Mia (navnet er opdigtet) er elev i en specialklasse. Hun har brug for erfarne lærere, som kender hende godt og ved, hvordan hun skal undervises. Hun kan ikke klare de dage, hvor der kommer en fremmed vikar ind i klassen, som mangler forudsætninger for at rumme og undervise hende. Hun går helt i spåner, når der er for mange af de dage. Og det er der, fordi hendes faste lærer er sygemeldt.
Hvorfor er han det?
Kommunens strukturomlægning og flytning af specialklasserne blev gennemført meget hurtigt, og vi har ikke haft mulighed for at planlægge det godt nok. Før skoleårets start blev vi lovet, at der ville være to medarbejdere i alle timer. Det er nødvendigt i specialklasser, hvor eleverne har særlige behov. De fleste af vores elever har brug for individuel undervisning. Og ofte reagerer de voldsomt, når de er utrygge.
For få faste voksne, i kombination med de vanskeligheder et nyt tilbud indebærer, øger risikoen for stressramte medarbejdere. Mias lærer er syg, fordi han for ofte står alene med en elevgruppe med svære problematikker. Vi må prioritere vores tilbud så højt, at medarbejderne føler sig i stand til at klare opgaven.
Jeg kan se hver dag, at der læses mange timer af unge, uuddannede vikarer, som knokler løs, så godt de kan. De penge, vi bruger på vikarer, når folk er syge, kunne bruges bedre ved at sikre, at vi er mindst to faste medarbejdere i alle timer. Jeg er sikker på, at det vil være en langt bedre løsning både menneskeligt og økonomisk.
Vores kommune har været kendt for en god folkeskole, som også rummede special-eleverne.
Det kan vi blive igen, hvis kommunen vil prioritere såvel børn som medarbejdere højere.
De vilkår, vi arbejder under i øjeblikket, har konsekvenser. De går ud over børn som Mia
Det er en vigtig pointe, som Martha skriver om. Børn med særlige behov har især brug for stabile voksne, som de kan stole på. Det er måske billigt på den korte bane, men dyrt på den lange.
Forebyg frem for at helbrede
Jeg er alvorlig bekymret for vi for skabt en generation af unge som ikke kan “klare” alle de hårde krav der sættes i folkeskolen. Hvis inklusion er, hvilket der er meget der tyder på det er, en ren spareøvelse så kommer der mange tabere.
1. Børnene risikerer varige psykiske men
2. Personale der går ned med stress med risiko for varige psykiske skader
3. Familier der fortvivler, fordi børnene ikke trives.
Vil vi man de psykiske sygdomme til livs, skal man kikke på det hele liv. Det handler om at forebygge frem for at helbrede.
Mine tanker går til Mia, børnene omkring, de voksne i skolen og forældrene.
Vil man inklusion så skal det være relevante tilbud med voksne til at tage hånd om barnet.
Randi Kristensen
Formand SIND Ballerup-Furesø-Herlev
Denne beskrivelse er et billede fra hverdagen, og dette billede er absolut ikke en enlig svale, men derimod symptomatisk for inklusionens udfordringer for børn og medarbejdere i Ballerup.
Hvis børnene mødes af et skolevæsen, hvor rammerne for inklusion bliver så udfordrende, at bevægelsen hen mod børnenes personlige, faglige og sociale udvikling reelt sættes i bero, er der grund til at stille spørgsmål til kommunens strategi for at løfte sine forpligtelser overfor de børn og forældre, der har særlige behov.
Er der behov for at revurdere indsatsen og dens rammer, så den sikrer, at kvaliteten af Ballerup kommunes indsats upnderstøtter snarere end undergraver børnenes inklusion?