Hvad koster flygtningene Ballerup Kommune?
Debat Kære Borgmester. Først vil jeg lige understrege, at dette læserbrev ikke skal ses som et udtryk for eller imod indvandringen i Danmark. Derimod prøver jeg at dreje den evindelige debat om for og imod hen på et mere ’’lavpraktisk’’ niveau.

Det som om ingen vil snakke om: Hvad det reelt betyder i kroner og øre – og hvordan vi får folk til at blive en del af vores samfund.

Jeg fornemmer og er meget bekymret for, at ingen overhovedet ved hvad de skal gøre og ingen overhovedet har regnet på, hvad det er for udgifter vi står med. Så her er mine spørgsmål:

Hvor mange flygtninge er der i Ballerup kalkuleret med vil komme i en femårs periode inkl. familiesammenføring?

Hvad er kommunens beregnede udgift i de fem år i kroner og ører?

Hvor skal pengene komme fra? Hvor skal der spares? Eller skal der overhovedet spares? Skal vi ikke sige, nu skal de blive en ressource for samfundet?

Er der en plan og hvordan skal den effektueres, så man ikke ser at kun 10 procent er på arbejdsmarked efter første år og 30 procent efter tre år?

Er der planer om hvordan disse nyankommende med det samme indsættes i danske normer og levevis, så vi ikke skal diskutere frikadeller eller halal, så vi ikke skal diskutere ytringer, religion og kvindesyn, så nye forstår, at her spiser vi alle hvad vi vil – falafel eller flæskesvær. At her går du i præcis det tøj du har lyst til, lårkort, nedringet eller tildækket. At her i Danmark tror du på den Gud du vil. Det skal ingen bestemme.

At man ganske enkelt fortæller de nye; dav, velkommen til Danmark. Du vil få et kulturchok, men det må du acceptere. Du er ganske enkelt kommet til en ny verden. Du kan beholde din værdier inden for samfundets rammer, er det ikke godt nok, er det bedst vi skilles her.

Er der planer for en samfundsundervisning der går længere end en lille folder?

Vi må og kan ikke se til, at disse nye ikke kommer ind i vores samfund. Det skaber for meget ufred og ustabilitet. Alle skal være her, men alle uanset bagrund skal rette sig ind efter den kasse der hedder de danske love og normer.

Borgmesteren svarer:

Svar: Kære Kim Pedersen
Tak for din henvendelse. Jeg tror, mange er interesserede i at få belyst dine spørgsmål, for flygtningesituationen har de sidste mange måneder fyldt meget i medierne, ikke blot i Danmark, men i hele Europa.

Du spørger til, hvor mange flygtninge vi i Ballerup Kommune skal modtage de næste fem år. Jeg ved, vi skal modtage 72 i 2016, men hvor mange, der kommer i årene frem, kan man kun gætte på. Det er Udlændingestyrelsen, der står for at beregne og meddele det antal flygtninge, som hver enkelt kommune i Danmark skal modtage på årsplan. I forhold til det øgede antal flygtninge, der er kommet til Danmark i efteråret 2015, så tror jeg, vi må forvente, at der årligt kommer mindst det samme antal de næste år.

Udgifterne, som kommunen har til de nye Ballerup-borgere, går dels til etablering af midlertidige boliger, udgifter til børn der starter i skole og institution og til voksne der tilbydes et integrationsprogram. Programmet består af dansk- og samfundsundervisning og beskæftigelsesrettede aktiviteter. Hertil kan der være integrationsydelse og boligsikring, indtil de nye borgere kommer i ordinær beskæftigelse. Jeg har selv truffet flere af dem, og jeg ved, at de meget gerne vil arbejde og tjene penge selv. Derfor hjælper vi dem, så godt vi kan, med at få de kvalifikationer og kontakter, der kan hjælpe dem ind på arbejdsmarkedet.

Som du sikkert fornemmer, så er det svært at sætte tal på den forventede udgift. Vi får lidt penge af staten, i Ballerup får vi i 2016 cirka 1,3 millioner kroner, men vi forventer at have udgifter, der ligger over det. Det er også derfor, at Kommunernes Landsforening, KL, har bedt finansministeren om flere penge. Men det har han jo afvist. Får vi ikke flere penge, så må vi og andre kommuner tage pengene fra det samlede budget. Det vil sandsynligvis resultere i besparelser – oveni de besparelser på 25 millioner kroner vi skal foretage som følge af regeringens såkaldte ”omprioriteringsbidrag”. Hvilke områder vi skal spare på, ved jeg ikke endnu. Det må forhandlingerne om budgettet for 2017 vise. Men jeg må indrømme, at jeg frygter det økonomiske pres, regeringen lægger på kommunernes økonomi, også vil kunne ramme de store velfærdsområder: børn, skoler, ældre.

Jeg er helt enig med dig i, at vi også skal anskue de nye Ballerup-borgere som en ressource. De personer, jeg har mødt, vil som nævnt gerne i gang, uanset hvilken uddannelsesbaggrund de har, og de vil gerne i gang med et nyt ”normalt” liv her i Ballerup. Derfor er vigtigt, at vi er med til at hjælpe de nye Ballerup-borgere, så de hurtigt finder sig tilrette i det danske samfund. Dét at lære at tale dansk er rigtigt vigtigt, og dét at forstå og følge danske normer og værdier, som du skriver, er også vigtigt. Noget af det sker på de kurser, som jeg nævnte tidligere, men det er allerbedst, når de nye Ballerup-borgere får kontakt med ”gamle” Ballerup-borgere.

I Ballerup Kommune har vi heldigvis tradition for at godt samarbejde med lokalsamfund og foreninger. Det medvirker til værdifuld kulturudveksling for flygtningene. Jeg er derfor glad for at se, at mange borgere i kommunen allerede har meldt sig til det frivillige arbejde i for eksempel Røde Kors, Venligboerne, Multikulturel Forening, Bydelsmødrene og Café Venlig på biblioteket. Jeg kan også kun opfordre andre til at følge dit forslag om, at vi alle går i dialog med de nye Ballerup-borgere, som vi skal modtage og hjælper dem til at blive en aktiv del af Ballerup Kommune.

Jesper Würtzen (A), borgmester i Ballerup.

1 kommentar om “Hvad koster flygtningene Ballerup Kommune?”

  1. kim pedersen siger:

    Hej Jesper
    Tak for svaret, som jeg anser som generelt fordi som du skriver ikke ved hvad det betyder økonomisk for os
    Det er netop det jeg er bekymret for. at ingen ved noget som helst og igen som du skriver at det kan blive de vigtigste resouser som vores børn og dem der har bygget vores samfund op ved at knokle deres bare ud, der skal holde for, Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt. De gamle er udpint så langt det kan lade sig gøre, de MÅ IKKE igen stå for skud. Det kan ikke passe. Så må skatten op uanset. Vi kan ikke kalde os et velfærdssamfund hvis ikke de svage og de ældre passes på, og vi bliver fattigere hvis ikke vi tager os af vores børn , idet de er næste hold bier der skal holde samfundet igang

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *