»Det er en ren pengemaskine«
parkering-centret-copy.jpg
Må man holde her? Ja, tænkte Martin Degnholdt Hassing og parkerede ved siden af den blå bil. Nej, mente Q-Park og gav ham en bøde. Men så kom Ballerup Centret på banen - det er nemlig deres tag. Og de sagde; jo, her må man godt holde. Så nu har Martin fået annulleret bøden. Forvirret? Så læs med her. Foto: Martin Degnholdt Hassing
Parkering På Ballerup Centrets tag har flere oplevet at få bøder for at holde på pladsen, der ses herover. Men det er en fejl, slår Ballerup Centrets direktør Torben Andersen fast. Bøderne skal annulleres og Q-Parks p-vagter skal fremover betragte pladsen som lovlig parkeringsplads.

Der er ikke altid lige nemt at gennemskue, hvor man må holde og hvor man ikke må holde. Det oplevede Martin Degnholdt Hassing, da han 30. december var en tur i Ballerup Centret.

»Jeg kører op på taget for at parkere min bil, finder en bås og går ind i centret. Da jeg kommer ud igen, sidder der en bøde i forruden,« fortæller han.

I første omgang forstår han slet ikke, hvorfor han har fået bøden, men forklaringen på den lille hilsen i forruden lyder; at han har parkeret uden for afmærket parkeringsbås.

Martin Degnholdt Hassing bliver sur, for han kan overhovedet ikke se, hvordan han skulle vide, at pladsen ikke var en ’’afmærket parkeringsbås’’.

»Den havde nøjagtig samme størrelse som alle andre parkeringsbåse og man holdt ikke i vejen for noget, Så jeg kunne ikke forstå det,« siger han.

Derfor skrev han et indlæg på Ballerup Centrets facebookside, hvor han forklarede situationen og spurgte, om det virkelig kunne være rigtigt.

I løbet af kort tid væltede det ind med kommentarer og opslaget blev delt flittigt. Det viste sig hurtigt, at Martin ikke var den eneste, der havde fået en bøde for at holde på lige præcis den plads.

»Der kom flere tilbagemeldinger fra alle mulige andre, der også havde fået bøder på den pågældende plads. Så det var i hvert fald ikke kun mig, der havde svært ved at se logikken i det,« siger Martin Degnholdt Hassing.

»Andre steder på parkeringstaget, hvor man ikke må parkere, er det markeret med et gult kryds eller hvid skravering,« forklarer han.

Men ingen af delene var tilfældet på den plads, han havde holdt på. Der kom dog flere bud fra folk på facebook, der for eksempel mente, at der manglede en streg til venstre for pladsen ind mod muren – eller en streg bagerst i båsen – altså foran bilen, når den er parkeret i båsen.

Men alle disse ’gode idéer’ til, hvordan man kan identificere om noget er en ’’afmærket parkeringsbås’’ eller ej faldt til jorden. For Martin tog en rundtur på taget og fandt flere andre eksempler på parkeringsbåse uden sidestreg eller bagkant.

Klage gav pote

Mange opfordrede ham i kommentarerne på facebook til at klage, hvilket han gjorde – både til centret og til Q-park, der er det parkeringsfirma, som centrets ejer Datea har hyret til at holde øje med Ballerup Centrets parkeringsarealer.

Efter nytår, den 4. januar, reagerede Ballerup Centret på deres facebookside, hvor de slog fast:
»Dette ER en parkeringsplads.«

Og de bad Martin og alle andre, der har fået bøder for at holde på den pågældende plads, om at sende et billede af deres parkeringsafgift samt kontaktoplysninger til centret, så de kunne få annulleret bøderne.

Martin Degnholdt Hassing fik allerede dagen efter – altså den 5. januar besked fra Q-Park om, at de havde annulleret bøden, at det var en fejl at han havde fået en bøde på den pågældende plads og at de beklagede fejlen.

Det er Martin selvfølgelig glad for, men han synes stadig at der er plads til forbedringer på taget.

»Der er ikke noget rød tråd i forhold til måden pladserne er lavet på,« fortæller han på facebook, hvor han har slået billeder op af flere andre pladser, der kan give anledning til tvivl.

»Det er en ren pengemaskine med sådan en plads. Så jeg håber, jeg kan gøre andre opmærksomme på problemet, så de slipper,« skriver han.

Vi tager aktion

Ballerup Centrets direktør Torben Andersen bekræfter, at der har været problemer med den plads, Martin fik en bøde på.

»Det er korrekt, at der kortvarigt har været tvivl om afmærkningen af et P-plads område, og vi har derfor anmodet Q-Park om at annullere afgifter, der kan henføres til dette område. Q-Park er samtidig gjort opmærksom på, at dette P-plads område er lovligt,« fortæller centerdirektøren, der samtidig har bedt centrets ejer Datea om at gennemgå parkeringsarealerne, så der kommer styr på afmærkningerne.

»Vi tager aktion på konkrete kundehenvendelser og har løbende dialog med centrets ejer, som for mere end 10 år siden valgte at etablere ordningen, og dennes samarbejdspartner, således at der kun skrives P-afgifter på et berettiget grundlag. Vi har anmodet centrets ejer om at få P-båse markeringerne kontrolleret og bragt i orden,« forklarer Torben Andersen.

Fravælger centret

I kommentarfeltet til Martin Degnholdt Hassings opslag på Ballerup Centrets facebookside er der stor utilfredshed med parkeringsvagterne fra Q-Park. Mange har fået bøder, som de synes, er ’’uretfærdige’’.

’Q-Park er så aggressive i deres jagt på p-bøder – det er dårlig stil’, ’Pas endelig på ikke så meget som at røre en smule ved de hvide streger. Det gi’r en hilsen. Griskhed uden lige’, lyder et par af kommentarerne, ligesom mange fortæller, at de helt har droppet at handle i Ballerup Centret og hellere kører til Rødovre Centrum, hvor der er fri parkering.

Det er ikke nye toner for centerdirektør Torben Andersen, der medgiver at der har været episoder, hvor parkeringsvagterne har været lige skrappe nok.

»Der har været bilister, som har dokumenteret at P-vagter har været lidt for nidkære til at skrive afgift vedrørende en bil, der kun lige har berørt en streg. Der har vi anmodet P-selskabet om at annullere afgiften, ligesom det er sket i tilfælde, hvor for eksempel snevejr har vanskeliggjort at se streg-markeringerne,« siger han.

Man samtidig slår han fast, at reglerne om at man skal holde sig indefor stregerne, faktisk er med til at sikre at bilerne ikke får skader – og at man kan komme ind og ud af dem uden at komme i karambolage med nabobilerne.

»Afmærkninger af P-båse skal respekteres, og parkering på striberne kan let medføre ulemper – blandt andet skader på nabobil, sidespejle med videre,« siger Torben Andersen.

Har du fået en bøde?

Hvis andre har fået en bøde for at holde på den omtalte plads kan de sende en mail med navn og telefonnummer samt et billede af bøden (hvor p-afgiftsnummeret tydelig kan ses) til info@ballerupcentret.dk, så vil de sørge for at få annulleret bøden.

1 kommentar om “»Det er en ren pengemaskine«”

  1. v.jensen siger:

    Torben Andersen respektere parkeringsvagterne højt .
    Det har ikke gået op for ham at bilisterne fravælger at handle i Ballerup Centret .
    Måske skulle han en dag tage turen til Rødovre Centret for at få et indblik i hvordan
    man også kan parkere ,uden at få bøder .
    Det er tankevækkende at man bliver ved med at holde fast i den parkeringsordning ,
    når man godt ved at det koster kunder .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *