Motorcykler på banen ved 6-dagesløbet
6-dagesløb-stayer-copy.jpg
Ved dette års 6-dagesløb i superarenaen kommer der motorcykler på banen til den helt særlige motorpace disciplin ’stayer’. Foto: Privatfoto
Cykling For første gang nogensinde ved et 6-dagesløb i Danmark vil man ved årets 6-dagesløb i Ballerup Super Arena 4. til 9. februar kunne opleve det spektakulære Stayer motorpace.

Stayer motorpace er en betagende motorpace disciplin, der ofte kan opleves i primært tyske 6-dagesløb. I disciplinen sidder rytteren bag en kraftig motorcykel, hvor piloten står op. Bag motorcyklen er placeret en bøjle, som rytteren naturligvis skal holde sig bag. Dette skaber rigtig god læ for rytteren, og dermed kan der køres med en hastighed, der ofte nærmer sig 80 km/t.

»Det er faktisk en rigtig svær disciplin, hvor teknik og høj fart går op i en højere enhed. Det er super vigtigt ikke at ramme bøjlen bag motorcyklen, da man så ryger tilbage, og kan miste sit pace, hvilket jo ofte er afgørende i den høje fart,« forklarer sportslig ansvarlig for 6-dagesløbet i Ballerup, Jimmi Madsen, der som aktiv selv har prøvet Stayer ved 6-dagesløb i Tyskland.

»Der venter publikum en stor oplevelse, hvor der køres i ekstrem høj fart og i en spektakulær høj larm fra motorcyklerne,« tilføjer han.

Tidligere har der været kørt VM i motorpace efter Stayer motorcykler, og Danmark fik i 1993 en verdensmester, da Jens Veggerby sejrede i norske Hammer.

Stayer løbene ved 6-dagesløbet i Ballerup Super Arena køres torsdag, fredag og lørdag aften over 20 kilometer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *