Idrætslinje har givet Hedegårdsskolen kæmpe løft
Hedegårdsskolen-07-copy-1.jpg
Hedegårdsskolen har fået løftet sit karakterniveau markant efter at skolen er blevet en idrætsskole. Alle elever har taget idrættens DNA til sig og mentaliteten er ændret generelt. Foto: Kenn Thomsen
skole Efter et år som idrætsskole har Hedegårdsskolen fået et markant fagligt løft. Der er kommet en helt ny mentalitet på skolen.

En skole er noget man skal være stolt af og et sted, hvor alle skal have det godt med at være. Samtidig er det i orden at man fejrer, at man er god til noget og i det hele taget taler skolen op og ikke ned. Resultatet kan være bedre faglighed og ikke mindst bedre trivsel.

Det er i hvert fald resultatet på Hedegårdsskolen, der er gået fra at være en skole med en del udfordringer til at være en skole, hvor både karakterer og trivslen er stigende. Især på fagligheden har skolen forbedret sig markant indenfor bare et år.

Markant ryk

Det skyldes i særdeleshed, at skolen er blevet en idrætsskole og nu har en decideret idrætslinje, hvor man netop har haft det første antal elever til prøve og derfor kan måle karakterudviklingen. Hedegårdsskolen har forbedret karaktergennemsnittet med over et karakterpoint på et år, både på idrætsklassen og generelt på skolen. Det er en udvikling som både glæder og overrasker souschef Morten Flotin Jensen.

»Det har rykket skolen markant, at der er kommet en idrætslinje. Den holdning, som man dyrker på idrætslinjen har smittet af på resten af skolens elever. Man er gået fra middelmådighed til at være gode. Man må godt være glad for at præstere noget og kunne noget. Det er jo en del af idrættens sjæl og det har forplantet sig til andre elever på skolen. Så det glæder mig selvfølgelig. Jeg forventede nok, at det ville give et løft, men at det er blevet så markant og så hurtigt, det overrasker mig,« siger Morten Flotin Jensen.

Udfordring er vigtig

Han fortæller, at Hedegårdsskolen generelt har løftet karakterniveauet med 1,3 karakterpoint og idrætsklassen med op til 1,8 point, hvilket ifølge undervisningsministeriet er ’signifikant’.

»Det er tydeligt, at den mentalitet, der er i idrætsklassen har bredt sig. De har været en lokomotivklasse. Men lærerne har også gjort et stort stykke arbejde. For de har forstået at udfordre de dygtige elever og motivere alle til at løfte niveauet og være stolte af at være dygtige. Uden deres indsats var det ikke lykkedes,« siger Morten Flotin Jensen.

Inspirere andre

Skolelederen mener, at den succes, som Hedegårdsskolen har fået med sin mentalitetsændring, er noget som andre skoler også kunne bruge og at det er vejen frem for folkeskolen.

»Vi kopierer de positive elementer til de andre linjer på skolen, som den sproglige linje og naturvidenskabelige. At motivere eleverne gennem at få dem til at føle sig som noget særligt og være gode til at tale skolen op, at fejre det at være dygtig kunne sagtens kopieres til folkeskolen generelt. Vi kan jo i hvertfald se, at det virker,« siger Morten Flotin Jensen.

Der er i øvrigt en stigende søgning til den ene idrætsklasse, som Hedegårdsskolen har – og håbet er, at man på sigt kan få flere lignende klasser. Men indtil videre vil man beholde den ene klasse, der til gengæld har haft en så massiv positiv indflydelse på Hedegårdsskolens karakterer og ikke mindst trivsel og rygte.

1 kommentar om “Idrætslinje har givet Hedegårdsskolen kæmpe løft”

  1. Jane Munch siger:

    Jeg kan kun give “thumbs-up” til Hedegårdsskolens idrætsklasse.
    Min søn skiftede fra en skole i Rødovre for at gå i idrætsklasse på Hedegårdsskolen – han er nu snart færdig med 9. klasse – og efter knap 3 år, hvor sport på eliteplan går hånd-i-hånd med super kvalificeret undervisning, har han forbedret sig markant på alle områder.
    En lærerstab, der udviser stor forståelse og fleksibilitet i forbindelse med ekstra frihed til at dyrke sport på landsholdsplan, men som samtidig stiller krav om selvstændighed og ansvarsfølelse, har været guld værd.
    Stort tillykke til Hedegårdsskolen med de flotte resultater – det er så velfortjent – I ønskes al mulig held og lykke med idrætslinien fremover.
    De bedste hilsner
    Jane Munch

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *